Hvad skal vi Dhampirer uden vores arv? » Alma

Hun rystede igen på hovedet og fik endelig løsnet sit greb. Hun rullede let væk fra ham, og satte sig rystende op for enden af madrassen. Hun kiggede ned på sine hænder og så hvor meget de rystede. Hun sukkede irreteret og lagde sit hoved i sine hænder og gemte sit ansigt. "Lort, lort, lort..", Hun sagde det lavt for sig selv og skammede sig kraftigt over sin opførelse. Hun havde stadig den følelse i sit bryst, og kunne stadig mærke hvor hurtigt hendes hjerte bankede i hendes bryst.

//Undkyld tiden! Var på en chat på en anden side og havde helt glemt at jeg stadig var logget på her XD//

Hun rystede stadig kraftigt, "Vil du ikke være sød at lade være med at kalde mig det..?", Spurgte hun hæst, "Og de ord er ikke grimme.. Ikke i forhold til mit ordforråd..", Hun grinte lidt anstrengt, "De er ingenting i forhold til hvad jeg kan sige.. På tre forskellige sprog..", Hun stoppede med at tale, da hendes stemme næsten rystede lige så meget som hendes krop. Hun tog prøvende nogle rystende, men dybe indåndinger og prøvede virkelig at få styr på sig selv, det hjalp lidt.. Men kun lidt.

Alma skævede til ham ud ad øjenkrogen, da hun mærkede at han satte sig ned ved siden af hende. Hun lod sine hænder glide gennem sit sorte hår, og prøvede stadig at berolige sig selv, "Nej..", Sagde hun og kiggede nu rigtigt på ham, "Du behøver ikke at gå..", Hun stoppede stille med at ryste da hun kiggede ham i øjnene, men mærkede samtidig den mærkelige følelse i sit bryst blive større. Hun rødmede og kiggede væk igen, og bed sig let i sin underlæber. Hun havde godt set at han holdte hendes bånd i sin hånd, og rødmede endnu mere bare ved tanken om hvad hun havde været ved at gøre. "Jeg er bare lidt..", Hun bed sig lidt hårdere i sin læbe, mens hun ledte efter det rigtige ord, "Overrakset.. Ikke andet..", Hun kiggede stadig væk fra ham og rystede stadig svagt.

Hun smilte lidt, da hun kunne høre at han ikke vidste hvad hun havde været ved at gøre, "At jeg var ved at..", Hun rødmede stort og bed sig igen i sin underlæbe. Hun lukkede sine øjne, og tænkte kort på hvad det var. Hun skulle til at tage båndet ud af hans mund, med sine egne læber, men det brugte hun bare som en undskyldning for sig selv.. Hun havde været lige ved at kysse ham.. Det var det hun var overrasket over. Hun havde altid fået at vide at det var skammeligt at være sammen med en anden Dhampir, at det ikke ville være godt for vor race.
Hun kiggede stadig væk, og turde ikke rigtigt at fuldføre sin sætning.

Hun grinte lidt, selvom hun stadig var lidt skræmt af sin egen opførelse, "Nej..", Hun kiggede på ham igen, og så godt at han havde hovedet lidt på skrå. Hun tøvede lidt, og omformulerede sin sætning, "At jeg var ved at tage båndet igen..", Hun rødmede og kiggede ned, men hun bed sig genert i sin underlæbe, og bad til at hun ikke behøvede at forklare nærmere, da hun sikekrt ikke ville kunne gøre det uden at stamme. Hun kiggede lidt op i hans øjne, og blev nærmest opslugt af dem, hun havde ikke lyst til at kigge væk igen, men hun havde stadig en mørkerød farve i hendes ellers snehvide kinder.

Hun skævlede lidt ved hans berøring, "Ikke for mig", Hun smilte lidt til ham, men tøvede så lidt, "Min mor havde en Dhampir-elsker..", Hun smilte lidt ved tanken og skævede lidt til ham, "Men der er kun få der ved det.. Og det er kun dem vi kan stole på..", Hun tøvede lidt igen og kiggede ham i øjnene, og håbede at han forstod hendes hentydning med at hun stolede på ham, selvom hun faktisk ikke kendte ham særlig godt. "Hun er en respektfuld vogter.. Men hun kan ikke styre sit hjerte.. Det er der ingen der kan..", Hun smilte blidt til ham, og mente sig selv.

Han blev helt overvældet over hvor meget hun enlig stolede på ham. Hvor meget hun troede på ham. Og.. hvor meget hun syntes om ham. Han rødmede helt over alle de positive følelser. Han lukkede øjnene og gned sig på næsebenet. Han tog et par indåndinger, og mødte hende glitrende øjne igen.
"Tak Alma, tak seriøst. Grazie. Det' det eneste jeg kan sige." Han samlede hænderne foran ansigtet og bukkede et par gange. Han lænede sig frem og kyssede hende på kinden, bare for at knække isen igen. Han var ved at blive kvalt i al den kærlighed. Men stadig på en god måde, altså.

Hun smilte lidt over at han bukkede for hende, og skælvede lidt da han kyssede hendes kind. Hun smilte kærligt til ham, og rakte forsigtigt, og lidt tøvende, sin hånd frem og kærtegnede blidt hans kind. "Mio caro..", Hun sagde det lavt og blidt, men lænede sig så frem mod ham, og formindskede afstanden mellem deres læber. Hun tøvede lidt nogle få cencimeter fra hans, mens fjernede så afstanden helt og kyssede ham blidt. Hun mærkede igen den mærkelige følelse i sit bryst, men forstod den nu, det havde hun ikke gjordt helt før.

Hun skævlede svagt da han rørte ved hendes hår og trak hendes hårelestik ud, men smilte så lidt bag det blide kys, da hun mærkede hvor forsigtig han var, og trak sig lidt væk fra ham, så hun kunne så ham i øjnene. Og så hans kærlige glimtrende øjne, og smilte endnu større, men stadig lidt genert. Hun kunne huske, at da hun havde været yngre, havde de fleste drenge troet at hun altid var en jomfru i nød, på grund af hendes rødmen og fordi hun altid var så genert, og havde prøvet at hjælpe hende . Det havde først stoppet da hun havde rodet sig ud i en slåskamp med en af de stærkeste af dem, og havde vundet. Derefter havde ingen af dem generet hende igen, hvilke hun var tilfreds med, men hun havde aldrig haft en kæreste, hvilket han sikkert kunne mærke ved hendes kys, da det faktisk var hendes første. Hun rødmede og kiggede lidt ned, men havde stadig et lille smil på sine læber.

Hun skævlede lidt ved hans hånd, og rødmede meget da han gættede det så let. Hun kiggede op på ham igen, med glimtrende øjne, "Er det virkelig så tydligt..?", Hun grinte lidt genert, "Men joh.. Det er mit første kys..", Hun rødmede endnu mere og bed sig lidt i underlæben igen, men kiggede stadig ham i øjnene. Hun var glad for at hun havde fået sit første kys med ham, og var næsten helt sikker på at hun altid ville kunne huske det, men det ville hun aldrig indrømme, slet ikke over for ham.

Hun grinte ldit tøset af hans løfte, noget hun slet ikke gjorde normal, men tog så imod hans blide kys og lod ham skilde hendes læber, men kunne stadig mærke, trods hendes dårlige erfaringer, hvor blid og forsigtig han var, og hun smilte stort indvendigt, over at han var så blid og forsigtig med hende, og var glad for at han gik stille frem, så hun ikke bare blev skræmt igen, som hun gjorde før, lige efter at han tog hendes bånd. Kamp, blod, voldsomme kvæstelser, intet af det skræmte hende, men det gjorde kærlighed, og den fyr hun kunne li. Intet/Ingen kunne skræmme hende mere end det/ham.

Han smilede skævt over hendes blide latter, og han strøg hende blidt over armen igen. Han åbnede sit ene øje på klem, og lod sig drukne i hendes smukke øjne et par sekunder. Det var noget af det han bedst kunne lide ved piger. Deres øjne. Og selvfølgelig personligheden, men øjnene lagde han først mærket til. Deres naturlige farver; øjnene og håret. Og selvfølgelig deres ansigtstræk. Og så til sidst, krop og former. Han var jo en dreng.
"Har nogen nogensinde fortalt dig, at du er en virkelig smuk kvinde?" mumlede han kærligt imod hendes læber, imens han kyssede hende igen, og pressede hende en smule bagud, så hun næsten ville falde bagover og tilbage ned på madrassen.[/size]

Hun grinte blidt mod hans læber, og lagde armene om hans hals, og lod sig falde bagover, ned mod madrassen, og hev ham med sig. Hun ville havde svaret, men hendes læber var alt for optaget af hans. Hun åbnede sine øjne lidt på klem og kiggede ind i hans smukke øjne, og havde det næsten som om hun kunne forsvinde ind i dem, hvilket hun sikkert osse kunne. Hun kunne mærke hun rødmede, men tænkte ikke så meget på det, som hun ville normalt.

//Logger sikkert snart, ved ikke helt hvornår, skal til blå mandags fest ^^//

Hun kunne ikke lade være med at rødme en smule, da hun mærkede hans hjerte sætte farten op, og rystede lidt af den måde han mumlede hendes navn på, sammen betydningen for det. Hun sukkede blidt da hans fingre forsvandt ind i hendes hår. "Mi amor Vincenzo", Hviskede hun blidt, imod hans læber, og kunne mærke at hendes stemme var en smule hæs. Hun prøvede at trække ham lidt længere ned mod sig, lidt klodset, da hun aldrig havde været i sådan en situation før, og mærkede selv sit hjerte slå hurtigere, og vidste han kunne mærke det, da de begge kun havde trænningstøj på. Hun åbnede sine øjne let og kiggede dybt ind i hans nogle få øjeblikke, der for hende, føltes som evigheder. Hun mærkede sin egen overraskelse over sine stærke følelser over for ham, men det var på en god måde. Hun ville smile stort, men lod være da det stadig var ret så umuligt.

Hun mærkede hans hjerteslag tættere på, mens det blandede sig med hendes eget, og det føltes.. Godt.. Mere dejligt end hun nogensinde havde kunnet forestille sig. Hun kunne ikke holde et smile tilbage og kom til at ødelægge kysset. "Perdono..", Hviskede hun lidt hæst, og smilte samtidigt stort og kærligt til ham med en svag rødmen i sine kinder. Hendes hænder begravede sig i hans hår, og nussede ham lidt tøvende, men stadig blidt.