Et akavet møde? Muligvis... ~Vince

Sted: Skolegården
Tid: ca klokken 6? (De fleste er inde for at spise aftensmad)
Vejr: lettere gråt.
Dato: irl
Årstid: Forår

På trods af det 'gode vejr' som kom med foråret og sommeren, havde Lissa det mere elendigt end nogen sinde før. Hun kunne ikke klare et minut længere sammen med en flok glade moroi og dhampire, som alle var samlet inde i spisesalen, bortset fra nogle få som Lissa.
Lissa havde været på besøg hos sin Giver tidligere, og hun havde ingen appetit til rigtig mad. Lige nu, havde hun brug for at få noget frisk luft og tænke på noget andet. Men hun havde så svært ved at få tankerne væk fra det der var sket nogle få dage i forvejen, det underlige møde med Vince.
Lissa havde gået og tænkt så det knagede på mødet lige siden, og der var så meget hun fortrød, og så meget hun ville have lavet om hvis det havde været muligt.
Lissa stod, stille og roligt for sig selv, med lukkede øjne og prøvede at falde til ro, men der var så mange tanker der forhindrede det. Tanken om, at de kunne risikere at mødes igen, skræmte hende, men gjorde hende også samtidigt en smule glad. Tanken om, at hun kunne risikere at han skulle være hendes vogter i hans praktik periode skræmte hende. Men tanken om at det skulle blive en anden, skræmte hende endnu mere.
Hun var så fortabt. Og så forvirret

Det gav et sæt i Lissa og hun vendte sig om med et gisp. Hendes øjne så vilde ud og var opspilede. Hun havde nok aldrig fået så stort et chok i hele sit liv! Lissas hjerte galopperede afsted. Dunkdunk dunkdunk dunkdunk. Lød det. Hurtigere og hurtigere for hvert slag. Og det hjalp ikke spor på hjerterytmen da hun opdagede hvem det var der havde overrasket hende. Vreden skyllede op i hende da hun så at det var Vince hun havde vendt sig mod og nu stod ansigt til ansigt med.
Vreden blev straks erstattet med en endnu hurtigere hjertedunken, men nu af en helt anden grund. Åh Gud, hvor havde hun dog lyst til at netop de arme skulle holde om hende igen. At lige netop de læber skulle berøre hendes igen. At se det kærlige blik i lige netop de øjne.
Lissa vidste at hendes forhåbninger var alt, ALT, for store i forhold til hvad hun kunne tillade sig at håbe på, men hun kunne ikke lade være. Håbet spirede i hende og hun kunne ikke stoppe det, hun ville ikke stoppe det for alt i verden.
"Hej Mr. Lowell. De har ret, noget regn kunne være godt" svarede hun høfligt igen, men inderst inde ville hun ønske at hun bare kunne smide sig i hans arme og mærke varmen og kærligheden strømme ud af ham. Men det ville nok aldrig ske...

Åh nej. Ikke lige netop de ord. De gjorde det hele meget værre end det var, hvis ikke hun havde haft disse følelser for ham. Forvirring fyldte hendes hoved. Havde han ønsket at hun skulle have haft set det sammen med ham? Kunne han stadig lide hende efter alt hvad der var sket? Kunne han virkelig tilgive hende for det hun havde gjort?
Ved den sidste tanke, faldt dråben. Tårerne piblede op i Lissas jade grønne øjne og fyldte dem, så de løb ned af hendes kinder. Hun ville gerne skjule dem for ham. Men hun var svag i det øjeblik. Alt for svag til at holde facaden meget længere.
Hendes tanker måtte bare ud. Han skulle vide hvad hun tænkte. Han skulle forstå. Hun begyndte stille at hulke lavt. Det gav små ryk i hende og hun trak vejret uregelmæssigt.
"Vince undskyld..." fik hun fremstammet imellem sine små hulk. Hun skulle til at ligge sine arme om ham, drømte om at blive lukket inde i hans favntag, bare en sidste gang. Men hun stoppede sig selv i det. Hun kunne ikke tillade sig det. Hun var den sidste Dragomir prinsesse. Og dronningen over vampyrerne havde visse drømme om at se hende og dronningens egen nevø sammen. Selvom det ikke ligefrem virkede tiltrækkende på Lissa. For hun ville kun have én bestemt. Og denne ene, stod her foran hende, begge velvidende om, at hun ville aldrig nogensinde blive hans.

Vreden sneg sig ind på Lissa. Hvad bildte han sig ind! Bare at stå der og se på? tårestrømmen tog til og hun ønskede mest af alt bare at forsvinde i den blå luft. Stikke af igen. Holde sig langt væk fra dem alle sammen. Og holde sig langt væk fra smerten der stak i hendes bryst.
Lissa så forpint på ham og det hjalp ikke at han sagde hele hendes fornavn. "Jeg bestemmer hvornår jeg græder. Det behøver du skam ikke gøre for mig, Vencenzo" sagde hun og hvæsede nærmest hans navn, selvom det ikke var hendes mening. Men han var gået overstregen. Hun kunne ikke klare mere. Hun vendte sig om. Fast besluttet på at gå, men hun kunne ikke få sig selv til at gå. Hun kunne ikke få sig selv til at forlade ham, igen.
Du forlod mig rungede hans stemme inde i hendes hovede. Hendes tårer, gled lydløst ned af hendes kinder. Hun græd uden lyd. Hun turde ikke andet. "Hjælp mig" hviskede hun skræmt, fortabt og forvirret. Hun vendte sig om mod ham igen. "Vince" hun sagde hans navn i en bedende tone, ingen betvingelse, det var hun ikke i humør til. "Hold om mig" bad hun med våde øjne, som så ind i hans. Han måtte ikke gå fra hende, på samme måde som hun var gået fra ham. Hun hadede sig selv for det, men hun kunne ikke ændre det, der var sket.

Lissa lod sine tynde arme sno sig rundt om ham og begravede sit ansigt ved hans skulder og bryst. Hun trak vejret dybt ind igennem næsen for at kunne nyde så meget af hans uimodståelige duft. Den duft, som hun havde længtes efter, i noget, som føltes som flere århundrede.
Lissa kom med, noget, som mindede om en svag og ynkelig latter. Heldigvis var den også kort. "Godt nok taler jeg ikke italiensk Vince, men jeg ved skam godt at idiot betyder idiot på alle sprog" sagde hun stille og nød øjeblikket i de arme, som hun havde længtes efter. Tanken om at nogle andre arme skulle holde om hende, var skræmmende. Tanken om at hans arme skulle holde om en anden, var direkte modbydelig og ødelæggende. Aldrig havde Lissa følt sig så forvirret og sårbar, og på samme tid hjemme. Jo, den ene gang han havde holdt om hende før.
"Vincenzo..." hun sagde hans navn, fyldt med begær og smagte nærmest på navnet. "Du skal ikke græde, fordi jeg er svag... Jeg ved jeg har behandlet dig forkert. Men det er i virkeligheden slet ikke det jeg ønsker. Hvis bar du forstod mine ønsker" hendes stemme endte ud i en hvisken, og for sit indre blik, så hun sig selv, sammen med ham, leende og glad, lykkelig, hun så for sit indre blik, ting, hun ville ønske kunne gå i opfyldelse. Ting, hun vidste var umulige.

Han følte hende ligge perfekt imellem hans arme, i det lille hulrum imellem hans arme. Som om hun altid ville være i sikkerhed der. Han ville gøre hvad som helst, for at intet ondt skulle ske hende. Men det kunne han jo ikke gøre. Ikke engang her. Ikke engang tæt på. Han havde trådt alt selv skadet hende adskillige gange.
Hans krop rystede en smule, men af en indestængt latter. "Du er så klog." mumlede han ned i hendes hår, med et muntert tonefald malet ud over det hele.
Han skælvede en gang mere, men denne gang af noget ganske andet, da hun sagde hans navn. Hendes kraftige og slet skjulte følelser kunne ikke få ham til andet end at ryste og klemme hende en smule hårdere ind til hende. "Du er ikke svag. Du er bare... en smule eftertænksom. Du skal ikke undskylde noget, Lissa." Han udtalte hendes navn mere som Leeza, end som Lissa, ganske vist et tegn på hans hengivenhed til hende.

Lissa kunne ikke lade være med at smile. På trods af deres kampe og alt det der var sket imellem dem på så kort tid, kunne hun ikke slippe tanken. Hvis disse følelser ikke betød at hun på en eller anden måde elskede ham, vidste hun ikke hvad ellers skulle betyde at elske nogen. Hun tog en dyb indånding. Dette her var vanvittigt og tåbeligt. Og ikke mindst idiotisk, for han havde jo også lige kaldt hende en idiot, dog mente han det ikke hårdt. Eller det regnede hun ikke med at han gjorde.
Hendes navn på hans læber, med hans stemme. Åh hun ønskede at smelte sammen med ham og blive én med ham forevigt. Uden af den måde han sagde hendes navn på. Det fik hende til at skælve, ligesom han havde gjort da hun havde sagt hans. Det var et underligt halvt venner halvt uvenner (og en smule kærlighed) forhold de havde. Men hun ville ikke bytte dette vanvid, hvis det betød at hun skulle bytte ham væk med i købet.
"Vince... hvorfor er det her så svært for os at være sammen, på den ene eller den anden måde?" spurgte hun tøvende og med en skrøbelig stemme, som ville den gå i stykker som glas, hvis man tabte den. Hun holdte sig ind til ham, nægtede at slippe ham, om så de blev opdaget eller ikke. Det betød intet...
Hun ønskede sådan at hendes følelser var gengældt, ønskede at de havde en fremtid sammen...

Tanken om at Lissa, når hun skulle sove, forhåbentligt ville kunne stå og snuse duften af ham ind i næsen, ved at snuse til sit eget tøj og sit hår, tanken gjorde hendes nærmest glad. Selvom hun nu mere ønskede at have den ægte vare med sig over alt.
Lissa trykkede sig en smule ind mod ham, for at mærke hans krop mod sin egen, for hun kunne ikke lade være. Hun måtte bare tilhøre ham. Lige meget hvad andre ville sige til det, hun var villig til at lade sin slægt uddø for at kunne få lov til at være sammen med ham. Selvom folk ville se skævt til hende hvis hun fortalte dem sine drømme, ville hun aldrig stoppe med at drømme dem.
"Vi kan ikke være uvenner... for vi er begge for svage til at beholde vreden. vi kan ikke være venner, fordi det bliver for intimt. Vi kan ikke være mere end venner... for..." hun stoppede sin sætning. Ja hvorfor kunne de enlig ikke det? pågrund af rygter? pågrund af deres forskelle? det kunne ikke passe at det skulle kunne holde dem fra hinanden. Men desværre, var det vis tilfældet.

Tanken havde skræmt hende før, og den skræmte hende nu. Men at høre ordene fra hans læber, med hans stemme, var ødelæggende. Hun vidste at det en dag skulle ske. Hun havde tænkt tanken før. Så mange gange før.
Hun var nødt til at fortælle det hele til Vince. Være helt og aldeeles åben, muligvis for første gang.
"Vince... Jeg skal fortælle dig noget... Jeg håber på en måde at det kommer til at såre dig, for så betyder det at du bekymre dig om mig... men.. Dronningen har nogle planer" Lissa flyttede sit hoved fra hans skulder/ bryst og kiggede op på hans ansigt. Hun brød sig virkelig ikke om det hun skulle til at sige nu, men... Nu var det point of no return.
"Adrian er dronningens eneste nevø... og han har Dragomir blod nok i årerne" Hun ville ikke forsætte sætningen, hun kunne ikke få de sidste ord ud over hendes læber. Og hun har planer om at Adrian og jeg skal giftes tænkte hun skræmt. Hun viste ham ikke sine skræmte tanker, for hun ville ikke gøre ham mere fortræd end hun allerede havde gjort.
"Vince! Jeg ønsker at kunne vælge selv..." sagde hun en smule panisk, og lavt. "Jeg vil kunne følge mit hjerte... om jeg så vil få Dhampir børn, vil jeg over alt på jorden kunne vælge selv" sagde hun og så ned med et trist blik.
Hun ville gøre hvad som helst, for at kunne vælge selv. Men igen, det var tomme og umulige drømme.

Lissa så såret på ham da han bare reagerede sådan. Hun lagde blidt en hånd på hans kind og ønskede virkelig at se det kærlige blik i hans øjne igen. Dette her var jo forfærdeligt! Hvorfor skulle det være så svært? Det virkede som en dårlig parodi på noget Romeo og Julie. Det var til at brække sig over.
"Vince... jeg elsker ikke Adrian, han er en god ven... Han har hjulpet mig med min magi træning... Adrian har også ånd ser du..." Hun sukkede, det hun sagde hjalp nok ikke ret meget på hans humør. Og det hjalp heller ikke på hendes. Hun strøg blidt hans kind med sin tommelfinger, ikke blot for at berolige ham, men nok mest sig selv.
Hun lo lidt over hans ord. hun smilte en smule kærligt til ham, på trods af situationen. "De fleste kongelige ville nok se skævt til mig hvis jeg, den sidste Dragomir, fik børn med en Dhampir... men jeg vil selv vælge. Så kan de andre rende mig et hvis sted" Sagde hun og smilte stadig en lille smule. Hun havde sådan en trang til at give ham et blidt kys, bare på kinden eller hans hånd, men det kunne hun ikke tillade. Men begæret lyste ud af hende, samt længslen.

"Vince!" kom det opgivende fra Lissa. Hun stillede sig på tær og kiggede ham dybt i øjnene. "Få det nu ind i dit kønne hoved. Jeg vil ikke have Adrian... Jeg har nok af ham som ven. Jeg vil ikke giftes med ham... end ikke for at redde min slægt" Lissa sagde det med et lille smil om sine læber. Hun håbede sådan at han ville forstå hende. Hun stod på flad fod igen nu, og hun lagde sin anden hånd på på hans anden kind. Strøg begge kinder med tommelfingerne, uvidende om virkningen på ham. Hun bøjede sig en smule frem. Forhåbninger om at mærke hans læber mod hendes blomstrede i hendes sind, og i hendes hjerte. Fik varmen til at brede sig i hendes krop. Fik blodet til at løbe hurtigere i hendes system.
Hun trak sig væk, ikke væk i den forstand, men hun opgav håbet om at stjæle et kys, inden hun nåede længere. Hun tog skamfuldt sine hænder til sig, lod dem hænge ubrugeligt sammen med sine arme ned af hendes sider.
"Vince, jeg vil ikke have en Moroi fyr, hvis jeg ikke elsker ham. stop det der med at Dhampire ikke er værdige, at du ikke er værdig nok til mig. Det vil jeg skide på, undskyld mit sprog, men sådan noget som racer, skal ikke holde mig fra nogle. Jeg føler mig som en racist. Ikke en tan bedre end folk der laver forskel, bare fordi de ikke kommer fra samme land som en selv. Jeg vil være sammen med den jeg kan lide. Jeg vil være sammen med dig. men kun hvis du giver mig lov" sluttede hun af og kiggede håbefuldt ind i hans øjne. Alt for meget håb havde samlet sig i hende. Og inderst inde, regnede hun med at de ville falde til jorden sammen med hendes drømme.

Tårerne væltede frem i hendes øjne. På trods af at de var lukkede, sned nogle få sig ud, og trillede ned af hendes kinder. Så mange ting fór igennem Lissas sind. Begæret lyste ud af hende, fordi hun endelig kunne mærke hans læber mod hendes igen.
Lissa lagde en hånd på hans hals, kærtegnede hans bryst med den anden, og gengældte kysset, det kys, hun havde længtes efter siden hun var gået fra ham den dag i skoven.
Lissa lod kysset få sin ende, hvor længe havde dette øjeblik stået på? sekunder? få minutter? Hun var ligeglad. Det måtte for alt i verden gerne have stået på til verdens undergang, Men hun var nødt til at stoppe kysset, der var ting hun skulle sige. På trods af de ting hun skulle sige nu, var hendes bekymringer forsvundet som dug for solen, da hans læber havde berørt hendes.
"Vincenzo" sagde hun i en blid og kærlig tone. Hun kærtegnede hans kind med bagsiden af den hånd, hun havde ladet hvile på hans hals. Den anden havde, uden hun vidste det, listet sig om og havde begravet fingrene i hans hår.
"Vince... Lad aldrig vores rang forskelle komme imellem os på den måde igen" sagde hun i et bedende tonefald. Ville han lytte til hende, og tage hende som ejede han hende? Hun håbede det, for hendes hjerte var ikke længere hendes, det tilhørte ham.

Kærtegnene, som han lagde over hendes kinder og kindben, brændte. Dog på den gode måde. Det føltes som om hendes kinder brændte, men det ødelagde ikke noget. Øjnene der så ind i hans, var fuldt med kærlighed. Lissa smilte stort og kunne ikke tage øjnene fra ham.
"Vince..." Lo hun nærmest. Men blev så mere alvorlig. "Jeg ville tvært imod føle skam i at være sammen med dig... lige meget hvad andre ville sige til det, så medmindre du ville føle skam over at være sammen mig, hvorfor så 'prøve'? hvorfor ikke bare glemme det, der gør at du tvivler på os?" hendes stemme var bedende, ikke betvingene, kun det bedende tone fald. Hun ønskede kun at være glad sammen med ham. Skide vær' med andres mening, når det var deres der talte i den sidste ende.
Lissa tog den ene hånd og kærtegnede blidt hans ene kind. Smilet var ikke kun på hendes læber, men var også i hendes jadegrønne øjne. Hun var så fuld af glæde over deres kys, over at de endelig ville glemme forhindringerne. Forhåbentlig for altid. Selvom deres forhold nok ikke ville være, for altid.

Lissa så hans humør skifte. Det samme gjorde hendes. Hun så fortvivlet på ham, hendes blik kiggede frem og tilbage over hans ansigt. Hun åbnede munden, ville sige noget, men intet lød over hendes læber.
Hun slog blikket ned, fortrød mange af de ting hun havde sagt, ville ønske, at de kunne spole tiden tilbage, til dengang, hvor de bare var venner og de sad ude foran kirken og snakkede. Hun savnede lidt hans latter, men hun kunne se en smule frygt i hans øjne, eller hun kunne fornemme det.
"Vince, du skal ikke tro at du binder dig til mig... vi kan også bare skilles nu og her, og du kan gå ind og spise... Bare... lad ikke det her gå dig på... Jeg tænker bare... Du vil vel gerne være fri, til at forsætte med det du gjorde inden vi lærte hinanden at kende. og det er forståeligt. Du skal bare sige det til mig" Hun ville så gerne have at han gjorde det, der var bedst for ham. Om det også ville være den bedste beslutning for hende, ville tiden vise. Men lige nu og her, ville hun hellere have at han gjorde hvad der var bedst for ham.
Hun trak sine hænder til sig, kom ud af den lille glædes boble hun havde bevæget sig ind i. Lissa ville ønske at Strigoi'erne ikke fandtes, for verden ville være meget mere sikker for dem. Og hun vidste, at det var Vinces pligt at beskytte en moroi mod dem, og hun håbede stadig, at det ville blive hende, men på den anden side, ville det nok være bedst for ham hvis det var en anden...