Et akavet møde? Muligvis... ~Vince

Emne: Sv: Et akavet møde? Muligvis... ~Vince Søn Maj 22, 2011 10:09 pm

Vinces øjne blev mørke og hårde, men det fik ham til at se ud som om han virkelig tænkte sig godt om. Men i virkeligheden var der ikke noget at tænke over. Han var så langt inde i hende, han så allerede så langt inde i hendes øjne. Lige nu var hans så forgabt i hende, at han næsten ikke viste hvordan man blinkede. Eller trak vejret. Men i morgen ville han sikkert se det hele som en drøm, og gøre nye, dumme ting. Men i dag.. Bare i dag.
"Lissa, sig ikke det." mumlede han halvkvalt, og bukkede sig ned imod hende for at plante et lille kys på hendes pande.
Han strøg sine fingerspidser hen af hendes kindben en enkel gang, og lod så hånden glide ned af hendes bløde kinder. "Men lad os slappe en smule af, okay?"

Emne: Sv: Et akavet møde? Muligvis... ~Vince Søn Maj 22, 2011 10:21 pm

Lissa ville så gerne stå imod. Men hun var for svag, som sædvanelig. Hvorfor kunne hun ikke bare stå imod sine drømme og glemme Vince, når det alligevel nok ikke ville blive til noget? Lissa kunne ikke klare det der skete inden i hende. Hun ville så gerne have Vince, og så alligevel, vidste hun at det aldrig ville blive til et seriøst forhold. Vince var, ja Vince, og han var jo en damernes mand. Hvad skulle han dog med en lille moroi, når han ville kunne få hvem han end pegede på?
"Vincenzo... jeg ved godt hvad du helst vil, du vil være fri og det er forståeligt når... jeg er jo bare mig... hvis det er nemmest for dig, skal du bare gå nu. gå ind og have det sjovt med de andre..." hendes stemme endte ud i en hvisken og hun kunne ikke andet end at se ham dybt i øjnene. Det virkede ikke særligt troværdigt at bede ham om at gå og glemme hende, når hun stadig havde det kærlige glimt i øjet, som hun ikke kunne slippe af med når hun så på ham. Men hun ville have at han skulle gøre hvad der var bedst for ham. Lige meget hvad.

Emne: Sv: Et akavet møde? Muligvis... ~Vince Ons Maj 25, 2011 10:52 am

Hans øjenbryn blev løftet, og han betragtede hende indgående i flere øjeblikke. Hvad i alverdenen var det hun sagde? Ordene kom ud af hendes mund, med hendes fine stemme, men det gav ingen mening i hans hoved. Han rystede på det, med et skævt og let opgivende smil. Så mødte han hendes øjne igen.
"Helt ærligt, Liss. Hvad tænker du på? Du er da ikke bare dig." Han smilede og kyssede hende på panden imens han blidt trak hende ind til sig. "Du er Vasilissa Dragomir. Og du er den eneste bruger af Ånd jeg kender. Helt ærligt, tag dig sammen. Opfør dig lige lidt som en prinsesse." på trods af hans ord, var der kun kærlighed og hengivenhed i hans stemme. Han var helt ærligt når han sagde at han ikke forstod hende. Hun var så højt trukket over ham, at alt andet var underligt at sige.