I krig og kærlighed gælder alle kneb » Lissa.

Tid » Ganske kort tid før morgen. Moroi og novicer er kun lige blevet sat sammen.
Sted » Gangene imod spisesalen.
Omgivelser » En masse andre elever i små klynger rundt omkring.
Vejr » Okay. Men ikke varmt nok til ham.
______________________________________

Vince kom gående - alene, sjovt nok - hen af gangene. Han var i forrygende humør, og holdte overhovedet ikke den nynnen tilbage som pressede imod hans læber. Hvilken hærlig morgen! Nu havde han endelig fået en god undskyldning til at rende efter Lissa som en lille hengiven hundehvalp - uden at folk ville se forarget på dem.
Han spottede tilfældigvis Lissa i en klike af piger på vej ned for at se på sedlerne, hvem de havde fået som novicer. Hans stemme var forfærdelig, en slags nynnen, ret forårsagtig. "Vasilissa, la mia ragazza fortunata." Hans italienske skærpede indtrykket af at han sang, og fik ham blot til at se endnu mere morgenfrisk ud.
Han brød igennem kliken som var den skum, uden at være den mindste smule genert. De fleste drenge ville nok føle sig en smule skræmt af al den tøsefnidder, men Vince var en ret så modig herre.

Snakken omkring Lissa var en smule forvirret. Alle pigerne snakkede om hvem de mon skulle blive vogtet af. En fnisen bredte sig i den lille flok hun stod i, da nogle af de andre lavede sjov og jokede med hvad mon ville ske 'om natten'.
Lissa, og resten af den fnisende flok, kiggede op da de alle hørte Lissas navn. Et stille smil, efterfulgt af en rødmen, bredte sig ud over hendes ansigt. Da de andre piger så hvem det var, begyndte de at fnise igen.
"Godmorgen Vince... Du ser glad ud her til morgen!" Hun lød selv ret glad, dog havde hun en lille undertone af nervøsitet. Hun så lidt overrasket ud da han bare sådan gik igennem den lille pige flok uden af se den mindste smule rørt ud. Lissa vendte sig om mod ham, så hun nu stod med front mod ham.
"Hvem har skal du så bevogte i din praktik periode?" spurgte hun, lavt, men højt nok til at han kunne høre det. Hun tog nervøst en hånd op og lagde en lok af sit lyse hår om bag øret. Håbet om at han skulle bevogte hende, steg inden i hende. Men håbet om at det var en anden, steg næsten lige så hurtigt.

Et ret så ondskabsfuldt og spøgende smil prægede hans læber. Han ignorerede de andre piger, også selvom han kendte et par få af dem. Lissa var den eneste han talte med, og derfor var de andre irrelevante, også selvom de stod og fnisede og hviske-tiskede. Det var dog noget af det mest irriterende ved pigerne. Piger generelt.
Han lagde hovedet på skrå og hvilede hånden på den ene hofte, imens han beholdte det spottende smil. "Ja, hvem tror du?" Siger det kønne ansigt ikke det hele?" Hans smil blev en smule mere hyggeligt at se på, og til sidste bredte det sig ud i et så blændende smil, at man kunne tro at hans ansigt ville flække fra hinanden.
"Dig, din lille tumpe!" udbrød han så, og greb fat i hende for at slynge hende rundt i cirkler omkring ham selv. Utroligt hvordan han kunne undgå at ramme nogen af de andre piger, men de trådte klogeligt tilbage og lod ham svinge hende rundt. Han var i så godt humør, at han havde på fornemmelsen at intet ville kunne blive ødelagt - foreløbigt.

Lissa kunne ikke tro på hans ord. Skulle de virkelig bruge seks uger uafbrudt sammen?! Det var for godt til at være sandt. Et kæmpe stort smil bredte sig ud over hendes læber og hendes jadegrønne øjne skinnede af en form for glæde. Hun lo, både af overraskelse og af glæde. Hun slog hænderne for munden og da han svingede hende rundt, slog hun armene om halsen på ham. Hun stoppede op og krammede ham.
I baggrunden kunne hun høre pigerne fnise, andre gispe. Ingen af dem vidste noget af det der var foregået imellem Lissa og Vince, så deres reaktion over denne 'glædelige' nyhed, overraskede nok pigerne.
Ikke nok med at den lille gruppe var tilskuere, mange andre fra gangen kiggede også på dem. Lissa lukkede øjnene, hun turde kigge se rundt nu når de andre kiggede.
"Ja, men jeg er din tumpe..." hviskede hun med et lille skævt smil. "Kom med, nu har jeg en undskyldning for at tage dig med ind på mit kollegium" sagde hun drilsk og slap ham. Hun tog fat om hans håndled for at trække ham med.
Seks uger tænkte hun og et glad smil lyste op i hendes ansigt. Hendes øjne skinnede stadig, og hun havde svært ved at skjule sin glæde over nyheden, selvom andre så på.

Vince var rent faktisk ret chokeret over at hun var så glad for at være blevet sat sammen med ham. Han var selv blevet skræmt en smule da han fandt ud af det, men nu var han glad. Super glad. Især over at Lissa også var glad. Det kunne ikke være bedre. Han så frem til seks skide gode uger.
"Endelig får jeg lov til at se det sted! Det var på tide!" grinede han og begyndte at gå. De kunne godt nå det inden morgenmaden. Og så skulle han jo ikke træne alt for hårdt i dag. Slet ikke. Han blev næsten helt chokeret - skræmt- ved tanken. Hvordan skulle han dog kunne klare sig en hel... TO hele uger, helt uden træning. Mon han kunne snyde Lissa til at komme med ned i salen på et tidspunkt? Det måtte han nok tænke over senere.
"Følg efter mig, min tumpe. Jeg skal nok guide dig uden om vores kommende borgere." sagde han i et tonefald der var så kærligt at det burde være ulovligt.

Lissa fniste over ham. Hun kunne ikke lade være. Tanken om seks uger sammen med ham, gjorde hende (uheldigvis) i meget godt humør. Vinces ord, om at han gerne ville se hendes værelse, gjorde hende en smule forlegen og tøset. Hun mærkede en rødmen sprede sig i sine kinder og hun kunne mærke at hun blev helt lille pige agtig.
Hun begyndte at og vise ham vej hen mod det kollegium hun boede på -da der var to til moroierne, delt op i kongelige og mindre kongelige- og smilte op til ham. Da de var kommet væk fra de andre, forsvandt det lille pige agtige ved hende. Hun lod stille og forsigtigt sine fingre røre ved hans. Desværre ville hendes rødmen ikke give så let slip på hende.
"Du Vince? Har du pakket dine ting? du skal jo sove hos mig fra nu af så... " hun tav og så frem for sig. Tænkte over hvad hun nu skulle sige til ham.
Hun prøvede desperat at få en samtale igang. "Jeg har fået en madras ind til dig..." sagde hun så i et let tone fald. Inderst inde slog hun sig selv i panden.
*Hold da helt kæft! Er du komplet idiot Lissa? 'Jeg har fået en madras ind til dig' prøver du at hentyde til noget? det var dog det dummeste du nogensinde har sagt! Desuden, var du ikke totalt ovre ham, eller er det bare det du prøver at bilde dig selv ind? Er du virkelig stadig forelsket i ham? LATTERLIGT!* hendes tanker skændte hende ud, men hun kommenterede det ikke. Hun lod igen sine fingre strejfe hans, som for at fortælle sine tanker, at de var helt på vild spor.
Lissa havde aldrig været kommet over ham.

Vince så ud som om han virkelig var tilfreds med sig selv. Hans smil sagde det i hvert fald ret tydeligt. Især nu hvor han var på vej til sin nye... tja, hvad var det nu man kaldte det? Han var jo hendes bodyguard på fuld tid. Eller næsten i hvert fald.
Han stivnede næsten midt på gangen da hun pointerede det for ham. Altså, det med hans ting. Han skulle jo sove inde hos hende. SOVE! Men på den anden side skulle han jo også holde øje med hende, så det ville vel ikke blive til overdrevet meget søvn. Men han så alligevel frem til at sove ved siden af hendes seng de næste bange uger.
"Selvfølgelig. Går lige op på værelset for at få det ordnet." sagde han med et halvfjoget smil som blev en smule drillende da hun nævnede madrassen. "Perfekt. Venter du her, imens jeg lige ordner det?" Han lænede sig frem imod hende og printede et kys på hendes pande inden han skyndte sig afsted inden helvede brød løs.

Omg. Andet kunne hun ikke tænke. Hun var fuldstændig gået i selvsving. Havde hun virkelig prøvet at overbevise sig selv om at hun ikke savnede de læber der? I hvert fald ville det da ikke være andet end løgn.
Hun så efter ham. Åbnede munden, lukkede den igen, for så at åbne den for at sige noget, for at lukkede munden og øjnene hårdt i. Hun så ned på jorden. Hun spekulerede igen på, hvorfor hun mon ikke var 'normal' og havde fået et element som for eksempel jord. Det ville jo være helt normalt, ikke noget med uhyggelige slanger og andre ting som ikke var der. Men næ nej. Her værsså god, du får ånden, et glemt element som vil volde dig store problemer senere hen i livet. Tusind tak.
Lissa skubbede tanken til side, da hun kom i tanke om Vinces læber imod hendes pande. Mod hendes mund. Mod hendes kind. Hun blev næsten helt svimmel bare ved tanken. Hun kiggede op igen, så efter ham imens han forsvandt for at pakke sine ting, for praktisk talt at flytte ind hos hende. Den tanke gjorde hende både en smule skræmt, - hvad nu hvis hun havde morgenhår når hun stod op? eller hun lignede noget der var løgn? - men den gjorde hende også glad - at se Vince fra morgen til aften og vide at han beskytter hende, at se ham om morgen i hans nattøj, eller om aften når de børster tænder inde på det lille badeværelse hun havde til sit værelse-. Tanker fik ingen ende.

Han trissede ned imod gutternes del af novicernes sovesale. Han var om muligt i endnu bedre humør. Tanken om at skulle kravle op i Lissas seng om morgenen, give hende en lille behagelig morgenforskrækkelse... Eller i det mindste bare komme op til hende hvis hun fik mareridt. Han havde ingen anelse om hvad det underlige element kunne gøre ved hende. Tanken gjorde ham næsten svimmel.
Han fandt hurtigt sit eget værelse og trak ud i hver skuffe han havde. Han var alt for hyper til at kunne tænke klart. Alt for tændt op af tanken om ham, Lissa... seks uger. Men hvem ville ikke være det? Smukke og kongelige Vasilissa Dragomir. Alene om natten. Han kunne ikke lade være med at smile et ægte drengerøvssmil.
Lissa havde sagt at hun allerede havde en madras og tøj og andre ting havde han pakket i en taske. Så styrtede han ned tilbage imod hende. Det kunne ikke gå hurtigt nok.

Lissa syntes at Vince var aaalt for længe om at komme tilbage. Hun kunne ikke vente med at skulle vise ham sit værelse. Vise ham hvor han skulle sove de næste mange uger. Vise ham sine egne ting. Hun kunne bestemt ikke vente med at stå i nattøj og børste tænder med ham ved sin side.
Den tanke mindede hende om en film hun engang havde set. Hun vidste så også godt hvorfor den gjorde, men hun ville ikke sige det, eller indrømme det for sig selv.
Gud hvor var hun forelsket i Vince. Det var slet ikke til at fatte, eller rumme hvor meget den ene følelse fyldte i hende.
Lissa tog en dyb indånding og lukkede øjnene. Nu skulle hun altså se at få styr på sig selv, men tanken om at hun kunne gå ind i hans drømme om natten, eller liste sig ned til hans madras når han sov, for at putte sig ind til ham og falde i søvn i hans arme. Altså medmindre han ville afvise hende, hvilket ville være ret pinligt.
Hun åbnede øjnene igen og kiggede hen mod det punkt hvor han var forsvundet. Nu kunne hun se hans skikkelse som blev større i takt med at han kom imod hende. Hun tog en dyb indånding igen. Hun tog et tøvende skridt hen imod ham, et lille smil bredte sig over hendes læber og hun kunne ikke få øjnene fra ham igen.
*Seks uger med ham på mit værelse. Seks uger med ham rendende i hælene på mig, for han har intet valg. Bare vi nu ikke bliver uvenner...* tænkte hun, og så for sit indre blik hende og Vince om aften sammen på hendes værelse. Et lille fjoget smil kunne skimtes under det glade smil der allerede var på hendes læber.

Selvom det dog havde været en lidt lang løbetur - og så havde han selvfølgelig også skyndt sig rimelig meget - så var hans vejrtrækning normal da han nåede hende. Selvfølgelig med et gigantisk smil på de italienske læber. "Tadaa!" grinede han og rettede lidt på den taske han nu havde på ryggen. Han ventede ikke længe på hende, inden han skyndte sig afsted imod hendes sale. De sale der normalt var hemmelige for dhampirer. Han fik næsten gåsehud, så spændende var det. Men på den anden side var det ret barnligt. Der lignede garanteret det som han selv var vant til. Men what ever? Det ville være meget anderledes nu hvor Lissa også ville være der.
Med hende diskret i hånden, trak han hende ned af gangene som var fyldte med andre Moroi og dhampirer. Han havde det som om alle stirrede på dem, men det havde han dog ikke noget imod. Han smilede til dem alle.

Lissa lo stille. Hun nød bare øjeblikket sammen med Vince. Og det overraskede hende faktisk at han havde så travlt med at komme over til hendes kollegium. Han ville nok få et chok når det endelig var, at han så det.
Lissa fulgte roligt med, uden rigtigt at have lagt mærke til at de havde fat i hinandens hænder, men betød det også noget? Hvis nogen så det, kunne hun vel bare stikke dem en løgn og sige at han havde fat om hendes håndled for at trække afsted med hende? Men ville de andre tro på det? Sikkert ikke, medmindre hun tilfældigvis brugte betvingelse....
Lissa kiggede op på Vince. Hun smilte skævt og tænkte stadig på scener der kunne komme til at ske den aften der kom.
Da de havde gået lidt længere skubbede hun dørene op til moroi kollegiummets, af mangel på bedre ord, stue. Hun smilte op til ham igen, og trak ham hen til nogle trapper. Hun gik op til anden sal og gik ned af gangen, indtil hun kom til det værelse, der var hendes. Hun skubbede døren op og trak ham med ind, for så at lukke døren bag dem.
"Hva siger du så?" spurgte hun og slap hans hånd. Hun så på ham med et spændt blik og bed sig selv i underlæben. Hun havde altid ryddet pænt op på sit værelse, det var en vane hos hende, så det gjorde ikke noget at han så det som det var nu her.
Hun kiggede på en dobbelt seng, kiggede på madrassen der stod op af væggen, kiggede på kommoden og på døren ind til hendes badeværelse, som nu også ville være hans de næste seks uger. Det var for godt til at være sandt.

Da det pludselig var hende der begyndte at trække afsted med ham, blev hans smil en smule større, imens han bare havde et fjoget udtryk malet i ansigtet imens han bare blev trukket hen af gangen.
Han fik ikke lang tid til at se rundt i Moroi-stuen, men det interesserede ham også knapt så meget som selve Lissas værelse. Så da han var der, kunne han næsten ikke se sig mæt. Men det lignede bare generelt de andre værelser. Om ikke andet, så i hvert fald i formen. Han satte sig på hendes seng, uden rigtigt at sige noget. Men han syntes godt nok at der var ret ryddeligt. Sådan så der i hvert fald ikke ud i hans værelse. Ikke i nogen drengs værelse. Eller, nu havde han jo ikke lige været inde på så mange mandlige Morois værelser. Lissas var det første.
"Er her altid så fint, eller er det gjort for mig?" spurgte han muntert, og skjulte derfor en smule generthed med humor.
Han tog tasken af og stillede den ved siden af madrassen som også stod lænet op af væggen. Han kunne slet ikke lade være med at blive ved med at se rundt og få øje på nye ting, også selvom han havde en så smuk Moroi som Lissa ved sin side.

» I bøgernes verden ~Lissa
» Lidt aften læsning:Lissa privat