Se. hvem har vi der? Vince

Sted: Kirken
Tid: klokken 23.30 (vores klokken 11.30)
Vejr: mild forårs brise
Dato: på søndag
Årstid: forår
Påklædning: se emne

Solen var gået ned for mere end en times tid siden. På grund af det tidlige forår, gik solen senere ned, og det kunne være ret irriterende for vampyrerne, især moroierne, da de blev påvirket af solens stråler.
De fleste af dem der havde været til gudtjeneste den søndag, var gået tilbage til deres værelser eller opholdstuerne.
Små skridt kunne høres da den lyshårede moroi, Vaselissa Dragomir, gik langsomt væk fra kirken. De store døren lukkede bag hende og hun stoppede op, kiggede ud i luften, fordybet i sine egne tanker.
Hendes stramme lyseblå cowboy bukser stod i go kontrast med hendes hvide løse bluse. Hendes jadegrønne øjne søgte efter selvskab, imens vinden mildt legede med hendes hår.
Mon der ville komme noget selvskab til hende? eller skulle hun gå hjem til sit værelse og kede sig igen?

En stille rødmen bredte sig i en meget lys rød farve over hendes kinder. Hun kendte udemærket til denne Dhampir, hvem gjorde ikke det? Både første og sidste års eleverne, og dem imellem, gik alle sammen og sukkede efter ham. Lissa var selvfølgelig ikke en undtagelse. Selvom hun nu havde andre planer, men det var da ikke nogen hemmelighed, at hun håbede på at han blev hendes vogter.
"Jamen hej Vince" sagde hun høfligt og smilte til ham. Hun lod ham kysse sin hånd og smilte bare endnu større over det.
"Hvordan går det så?" sagde hun og prøvede meget intenst at holde lav profil.

Selvom Lissas familie var den øverste af de tolv hoved konge familier, følte hun det ikke sådan. Hun blev tit holdt udenfor fordi hun ikke havde udviklet sig i et bestemt element. Eller det havde hun, det vidste folk bare ikke.
Hun smilte stort til ham. "Det er jeg ked af at høre... Er det noget du vil snakke om? vi kan sætte os ned et sted?" spurgte hun venligt. Hun ville gerne lære Vince bedre at kende, for det første fordi de andre piger ville blive vildt misundelige, for det andet virkede han som en dejlig person, og til sidst ville hun gerne have ham som vogter. Mest på grund af de to sidste ting.
Hun stod lidt og betragtede ham, hans italienske afstamning var tydelig i både hans udseende og i hans stemme. Det var ret charmerende faktisk.
Lige nu stræbede Lissa kun efter at blive venner med ham...

Lissa smilte og gik hen og satte sig ved siden af Vince. Hun sukkede da hun satte sig ned, og hun lænede sig afslappet tilbage mod bænkens ryglæn. Hun var træt i sine ben, hun vidste ikke hvorfor, men det var hun.
" Nå fortæl, hvad er det så der plager dig?" sagde hun så efter en kort pause. Hun tænkte på kirken, på hvorfor hun enlig gik der. Hun var ikke total religiøs, men hun følte en ro og tryghed ved at være i kirken. Hun følte også tryghed sammen med Vince, hun vidste ikke om det var hans rolige og beskyttende udstråling, eller om det var fordi han var ældre og Dhampir, og derfor meget stærk af natur. Det var nok pågrund af begge dele.

Lissa lo. Vince var slet ikke så slem som hun havde troet. Måske ville de faktisk blive venner? "Gammel og gammel. jeg er stadig ikke ældre end dig" Drillede hun tilbage og smilte stort til ham. Hun puffede blidt til hans skulder med sin egen og så drilsk på ham.
"Nå, hvad var det så der var galt?" Spurgte hun nysgerrigt og lavede store øjne, for at ligne et lille barn der skulle til at høre en meget spændende historie om en legende. Hun kunne ikke holde masken helt, så da hun kæmpede med at holde smilet væk, gik det galt. Hun smilede stort til ham. Det virkede så let at være sammen med ham. Og hun kunne godt lide hans latter.

Lissa blev overrasket over hans humør skift. Hun ville jo gerne have det sjovt sammen med ham, men hun kunne godt se at det plagede ham. Hun fik så meget medlidenhed med ham, at man tydeligt kunne se det i hendes øjne og i hendes ansigtsudtryk. Hun følte trang til at ligge armene om ham og trøste ham, men det virkede også forkert. Godt nok var Lissa meget kærlig og omsorgsfuld, men selv det ville overtræde hendes grænser.
"Du behøver ikke fortælle det hvis du ikke vil... Men hvis du vil, ligger jeg gerne øre til" Sagde hun så endelig og smilte venligt og medlidende til ham. Hun lagde en akavet hånd på hans skulder for at understrege sine ord, men tog den så ret hurtigt til sig igen. Nu var det hendes tur til at vente på hans reaktion.

Lissa gemte sin skuffelse bag et smil. Hun kunne godt nu at hun havde skræmt ham væk. hun rykkede lidt væk fra ham på bænken, men hendes øjne kunne ikke holde sig fra at betragte ham. Hun sukkede stille. "Undskyld" sagde hun lavt, højt nok til at han kunne høre det.
Hendes blik faldt på jorden under dem, åh hvor hun dog ønskede sig at den ville åbne sig og opsuge hende. Hvorfor var hun ikke blevet jord moroi? så havde det jo været muligt.
Hun kiggede op igen og håbede at måde hans blik. Hun kunne ikke lade være med at smile, over hans charmerende smil. Hun efterlignede ham og lagde også på skrå. "Det ved jeg ikke, har jeg lyst til at lave noget?" Spurgte hun drilsk og en sød latter forlod hendes læber. Hun nikkede stille. "Jo tak... hvad havde du tænkt dig vi skulle lave?" spurgte hun så og sendte ham et smil, som hun ikke var opmærksom på, som faktisk var en smule flirtende.

Lissas kinder indtog en lys rødlig farve da hans fingre strejfede hendes hånd. Hun tog sig selv i det og ryster kort på hovedet. "Jeg... jeg har ingen anelse... skal vi gå ind i skoven?" spurgte hun så, da det var det sted hun først kom i tanke om. Hun følte jeg stadig en smule genert, over hvad, vidste hun ikke. Hun kiggede på hans ansigt og blev, som hun plejede, nærmest overvældet over detajlerne i det. Det var så elegant, men stadig meget... Hun kunne ikke finde ord. Hun vidste det var forkert, da en tanke slog ned i hende. Hun havde endnu ikke været hos giverne den dag, men tanken var stadig forkert. Det ville hun hverken bede ham om, eller tænke på. Hun prøvede desperat at slå tanken ud af hovedet. Dog en smule forgæves.

Lissa lo over hans ord og rejste sig. Hun kiggede op på ham, og følte sig pludselig ret så lille. Da hun kiggede op på ham fik hun øje på hans øjne. Åh hvor hadede hun at de skulle være så smukke. Det kom vist ikke bag på nogle, når man fandt ud af hvorfor pigerne på skolen gik og sukkede efter ham.
Endelig tog hun sig sammen. "Det burde være dig der rystede i bukserne af skræk. Du har lige sagt ja til at gå ind i den mørke skov sammen med en moroi pige, du knap nok kender" sagde hun drilsk og begyndte at gå hen imod skoven.

Lissa tav brat. Av... Han havde virkelig ramt et ømt punkt. Hun blev fyldt med så meget sorg og had overfor ham på så kort til. Hun bed tænderne hårdt sammen, men kom til sig selv og åndede tungt ud. Han skulle bare vide. Hun havde skam specialiseret sig. Hun måtte bare ikke sige det til folk, da det var det femte, og ikke særlig kendte element, Ånden.
Hun gik efter ham og på et split sekundt havde hun glemt al vreden fra før. Det drilske smil spredte sig udover hendes læber igen.
"Muligvis, men jeg har ikke været på besøg hos giverne... Husk at hvis du har brug for ekstrem nydelse, så kom til mig... Mine bid er ret så... interasante" Sagde hun og skævede op til ham, for at se hans reaktion på hendes ord.

Vince var en god menneskekender, ligesom sin søster, og derfor opdagede han Lissas brætte opstandsning og vrede. Han kunne næsten mærke vreden buldre igennem hende. Han stoppede ikke op, men han så bekymret på hende. Det havde slet ikke været hans mening at være grov. "Du må meget undskylde. Jeg viste slet ikke at Moroi var så ømme med deres magi. Dispiace." Han opdagede næsten ikke at han begyndte at tale italiensk. Nogen syntes at hans accent var nuttet, andre syntes at det var skide irriterende.
Da hun sagde det med biddene, spærrede han øjnene en lille smule op. Han viste ikke helt om hans skulle grine eller ej, men det endte med at han grinede. Han kløede sig fjoget i nakken og kastede et sideblik til hende. "Det skal jeg nok huske." sagde han charmerende, men dog en smule genert. Han så det ikke som noget forfærdeligt at blive bidt af en Moroi, for han var trods alt vokset op hos blodludderne.

Lissa så undskyldende på ham. "Ja... det betyder meget for os..." sagde hun bare og undlod at nævne alt det lort hun kom igennem hver dag fordi ingen vidste det med hendes magi, alle troede hun ikke havde nogen. Det var hun faktisk ved at være træt af.
Hun grinte over hans tøvende øjeblik og puffede blidt til hans overarm med den ene hånd. "Du skulle have set dit ansigt. Du lignede en der faktisk troede at jeg bare ville drikke af dig. Men bare rolig, jeg ville bare bruge betvingelse og få dig til at bede mig om at drikke af dig" Hun lo, for hun mente det ikke. Betvingelse var forbudt på skolen, og de fleste var ret sjuskede til det, men pågrund af Ånden, kunne Lissa få folk til at se ting der ikke var der, tvinge dem til ting, meget bedre end andre, og sådan nogle syge ting. Ulempen var bare.... Hun kunne risikere at blive sindsyg af det.
"Vince, jeg ved godt at det er krænkende, men hvis det endelig er du får lyst til at prøve at blive bidt...." Lissa tøvede kort og følte sig meget genert. "Såe... ja, så vil jeg gerne" Hun kom med et nervøst smil til sidst.

Lissas humør var stadig en smule trist da han nævnte hendes problemer. "Jo... det er vel på en måde det samme. Det ville være det samme som en Dhampir der aldrig ville lære at kæmpe. Det er skrækkeligt. Men jeg har vendt mig mere ller mindre til det" sagde hun og smilte stille til ham. Hun nød hans selvskab og kunne heller ikke lade være med at grine, da han gjorde det.
"Hvis jeg havde været drengen, og du pigen og jeg havde sagt sådan og du svarede sådan, ville folk kalde dig billig" sagde hun og fortsatte med at gå imod skoven. "Men det er du bestemt ikke... tro mig, du virker meget svær at få fat på" sagder hun så med et drilsk smil og en flirtende stemme.
"Må jeg ikke prøve noget på dig? Afprøve min bevingelses evne? jeg lover at jeg nok ikke skal rør dig... Please!" sagde hun bedende og trak ivrigt i hans arme.

"Jo... det kan I sagtens... det bliver I bare ikke kaldt. det er kun os" sagde Lissa blidt og stoppede op, da han gjorde det. Hun tog en dyb indåndning for at holde sin latter tilbage. "Hvad skal jeg prøve at få dig til? Se store edderkopper der kravler på dig? eller slanger? Eller skal jeg få dig til at kysse mig? eller noget helt andet? du vælger helt selv. men jeg siger ikke at det er dit valg jeg vil bruge" sagde hun drilsk og kiggede venligt på ham, dog stadig en smule flirtende. Hun lænede sig frem og sagde med en lav stemme, "Eller skal jeg få dig til at hoppe i søen?" hun trak sig væk igen efter hun havde sagt det og hun ligende en der syntes det var noget af det sjoveste i verden. Hvilket det også var for hende.