Mødet med min vogter [Anxiety]

Anxiety var navnet på en dhampir, en ikke uddannet dhampir, altså var hun en novice. Anxiety betød frygt, og dhampiren havde fået navnet da hendes forældre frygtede det ville gå hende skidt, men hendes forældre syntes at Anxiety lød piget, så det passede jo godt til denne pige dhampir.
Anxiety sad inde på et værelse. Hun havde fået besked af sin mentor at være der inde straks efter maden, da vogtet, mentorer, og nogle lærer ville blive klædt i sort og skulle spille Strigoi og ville angribe tide og utide. Hun var selv klædt i en skovmandsskjorte der var åben og en sort top, som sad tæt til hende og fremhævede det smukke former, og nogle sorte shorts på.
Anxiety havde fået at vide hun skulle beskytte en ved navn James. Lød fornemt. Hun sad faktisk på hans værelse. Hun havde nemlig en lille kuffert og en lille madres slæbt med sig. Hun regnede med at det ville blive sjovt! Men hun var dog utolmodig. Hvor blev Jamie af? Ja - hun havde fået et billed af Jamie, så hun vidste hvordan han så ud.
Hun rejste sig fra sin madres som hun havde siddet på og lægget lan, og meget andet på.
Hun trådte så ud på gulvet, hvor hun havde ryddet en smule op og ordet en smule. Hun gik så hen og åbnede døren og kiggede du ned af gangen og så Jamie længere nede – Eller hun var ret sikker på at det var ham.
Hun smilede roligt og gik med faste skidt ned mod ham.
”Halløj!” sagde hun glad og venligt, mens hun havde lavet en gående sjusket hånør til ham. Hun havde et bredt smil på sine læber og ventede på en reaktion.

Anxiety smilede blidt til ham og stoppede op foran ham, med en tilpas afstand. ”Anxiety Lorenzo Adrian, jeg skal være din vogter de næste to måneder” præsenterede hun sig, og smilede bredt til ham og lagde en hånd i mellem dem for at hilse med et håndtryk. ”Jeg formoder du er Jamie Campbell Bower?” spurgte hun og smilede roligt til ham, mens hun med den anden hånd fjernede en lille sort tot hår, som var fladet ned i hendes øjne, og om bag øret.
”Hvis det ikke gør noget, så har jeg ryddet lidt op på dit værelse og sat en madres til mig på dit gulv – og alle mine andre ting ligger i min kuffert,” sagde hun blidt og smilede – håbende om at det var i orden med ham – det kunne vel ikke skade.

Anxiety trykkede hans hånd igen og smilede roligt, mens hun lyttede til hvad han sagde. ”Det havde jeg også tænkt mig,” startede hun, men kom i tanke om at alle vogterne og nogle lærer plejede at kalde kongelige for prins eller prinsesse.
”Ømh.. Er det sådan at du er kongelig?” sagde hun lidt nysgerrig, for hun skulle vel behanlde ham som de andre vogtere? Eller...? ”Tænker bare på at nogle vogtere kalder kongelige for prins eller prinsesse...” tilføjede hun kort og smilede.
”Bare rolig, jeg har ikke smidt nogle af dine ting ud, har kun sat noget i et skab og sådan lidt forskelligt, men intet er smidt ud,” sagde hun blidt med et smil om sine let lyserøde læber.
”Mange tak, og det er også rart at møde dig, Jamie.” sagde hun imødekommende.
”Som jeg sagde før, jeg skal vogte over dig de næste to måneder, men det er kun 24/6,” sagde hun roligt, ”Så slipper du også lidt for mig,” sagde hun og smilede bredt, hendes smil viste et fin hvidt tandsæt.

Aleera var navnet på en af lærene på denne vampyrskole. Hun var i dag klædt i helt sort, da det var praktik uge og lærerne gerne måtte overfalde eleverne og være voldelige. De skulle lade som om de var en strigoi som var ude efter blod fra en moroi. Hun havde en sort cardigan ud over en sort tætsiddende bluse, hvor der var nogle enkelte hvide striber hist og pist i kanterne, nogle sorte cowboyjeans og nogle sorte converse.
Hendes hår var også sort og sat nede. Hun havde et guld øje og et issende blåt øje, som næsten kunne få alle hjerter til at stoppe.
Rundt omkring på Aleeras krop var der nogle tegn. Tegn der havde taget noget af alt hendes kraft, da Aleera før i tiden var en der ville blive en strigoi, og ikke var den rareste, så der for havde man nu forsejlet hende så den kraft hun havde ikke kunne slippe ud igen.
Forseglingerne blev dog kun synlige når hendes indre virkelig kæmpede for at slippe løs. Og de kom nok til at være synlige de næste to måneder. Eller i hvert fald når hun var på 'jagt'.
Aleera havde gået forbi flere værelser. Men ville først se om der var nogle på gangene, som nok var mere nemme ofre. Hun drejede om et hjørne. Hun var kommet nede fra kantinen – hun gik først lidt efter at de sidste elever var gået.
Hun kunne længere nede se en moroi elev og en dhampir elev. Det ville jo blive nemme uger.
Hun stoppede dog op lige på kanten af hjørnet og ventede med at ville angribe til hvis pige dhampiren ville opdage hende.

Anxiety kunne ikke lade være med at smile lidt til ham, da han enlig allerede havde startet et lille venskab ved den måde han sagde det på, ”Det er da klart det er fin med dig,” sagde hun og rakte sødt tunge af ham, ”Du skal jo ikke lave en skid!” sagde hun med et fin lille smil mens hun grinte roligt.
”Årh, din stakkel... Eller hvad... Så kender du vel ikke så meget til din rigtige familie..?” spurgte hun lidt.
”Jeg overlever nok med du ikke har nogen evne,” mumlede hun roligt. Da Jamie lige pludselig gik den vej hun var kommet fra lagde hun mærke til lærerinden længere nede på gange. Hun var klædt i sort!
Anxiety vendte sig hurtigt om og spurtede hen til Jamie og svingede ham nærmest, albue i albue, ”Løb ind på dit værelse nu!” Hvæsede hun nærmest som en kat. Hun ville i hvert fald ikke dumpe eller lade ham blive såret på nogen måde. Anxiety var lidt utålmodig og hev Jamie hurtigt med sig hen til hans værelse, åbnede hurtigt døren og skubbede ham blidt, men hastigt ind i værelset og stak hovedet ud for at se om lærerinden var på vej.

Aleera havde set at dhampir pigen havde opdaget hende og gik så med hurtige og faste skridt mod værelset det var løbet ind i – eller moroien var nærmest blevet hevet ind, men nok om det. Aleera havde fast besluttet for at irritere eleverne og ville nu gerne lige se om hende pigen duede til noget.
Aleera så at pigen stak hovedet ud og var hurtigt foran den unge pige. Aleera havdet et fast ondskabsfuldt blik på hende. Aleeras forsejlinger blev til syne. Det lignede en kinesisk skrift der var tatoveret ind i hendes hud.
”Godaften,” sagde hendes stemme dyster og hæst, hvor efter et tordenskald kom efter.

//Undskyld at jeg sådan lige kom og undskyld at jeg ikke lige kunne skrive så langt ^^'//

Anxiety stivende da læreren stod foran hende og rettede sig hurtigt op af forskrækkelse og smadrede sin næve ind i lærens mave og håbede på at læreren ville komme til at ømme sig over hendes hårde og kraftfulde slag.
Anxiety havde ingen ide om hvad hun skulle gøre lige nu. Plejede lærerene ikke først at angribe dagen efter? Så de lige kunne trække vejret og finde ud af hinanden? - Åben bart ikke, læren var nok for ivrig.
Anxiety smækkede døren i så hvis lærerinden havde bukket sig efter slaget i maven ville hun også få et ordenligt slag i hovedet.
"Shit," råbte Anxiety kort og højt.
Anxiety regnede med at ville kunne nå at løbe hen efter noget i hendes store kuffert og kastede sig hen til den og begyndte hurtigt at rode efter nogle knojern som hun havde fået besked på fra sin vogter at måtte bruge hvis hun ville, men kun i praktik ugen.
Hun tog dem hurtigt og sjusket på og vendte sig om klar til at rejse sig op og smadre sin næve ind i ansigtet på lærerinden.