Lysets udvej » Vince.

Jill sad på en af bænkene med hovedet lænet bagover. Hvis det havde været solen som var på himlen, var hendes ansigt blevet brunt efter et stykke tid. Måske ligefrem solskoldet. Men det havde hun ikke overskud til at tænke på lige nu. Hun havde ikke haft det så godt på det seneste. Hun trængte kraftigt til noget adspredelse. Eller bare et eller andet som kunne gøre hende i godt humør. Og det skulle være hurtigt. Hun havde ikke engang overskud til at gå til timer længere.

"Godnat, søs." hilste Vince. Han lettede på en imaginær hat og trak lidt ned i skjorten. Smilet på hans læber sagde tydeligt at han viste at han så godt ud. Og det gjorde han så sandelig - så godt ud altså.
Han smed sig ved siden af hende på bænken og strøg noget af det mørke hår om bag øret. Med påtaget broderlighed spurgte han: "Hvorfor er du ikke til time? Jeg er sikker på at Kirova bliver stiktosset når hun opdager det."

Jill åbnede det ene sorte øje på klem, og sukkede dybt da hun så hvem det var. Hendes plageånd af en bror.
Hun så nedgørende på ham da han løftede hatten og alt det der, men kunne ikke lade være med at blive chokeret over hans tonefald. Han lød rent faktisk som en bror der ikke var ligeglad med hende.
"Det rager ikke dig hvorfor jeg ikke er til time!" hvæsede hun af ham og vendte sig om. Selvom hun ikke lød sådan, blev hun faktisk ret glad over at han interesserede sig for hende.

Vincenzo udstødte en meget charmerende latter og strøg hende blidt over kinden inden hun kunne nå at trække sig væk med et hysterisk skrig.
"Jeg er jo din meget medgørlige, din meget bekymrede og utrolig lækre storebror. Selvfølgelig rager det mig." sagde han kærligt og rakte hånden ud for at stryge hende over kinden igen.
Han kunne rent faktisk godt lide sin søster, selvom han ikke gjorde udtryk for det.

"Vincenzo Alberti Lowell, dit ærkefjols! Idiota! Imbecille!" hylede hun og rykkede væk fra ham på bænken. Hendes mørke øjne glitrede faretruende. Hun havde ikke brug for andre dhampirer til at beskytte sig fra ham. Hun skulle nok få gjort noget ved ham, om han ville have det eller ej. "LAD VÆRE MED AT RØRE MIG! D'accordo?! Forstået? CAPITO?!"
Men inde bag hendes vrede og had glimtede tårerne. Og det var meget sandsynligt at han kunne se det.

Vince kunne se at hun var lige ved at græde og det gjorde ham skrækslagen. Han huskede sin søster som en sjovt pige. En fantastisk søster. De to havde altid været venner, også selvom de var så anderledes. De havde været... tja... partners in crime.
"Sorelle," hviskede han blidt og lagde armene hårdt om hende så hun ikke kunne vride sig fri. Han var trods alt den stærke, det havde han altid været. "Fortæl mig om det. Essere dolce. Ti prego."

I hans arme sukkede hun dybt og begyndte at hulke hendes frustration ud. Hun pressede ansigtet imod hans bryst, og klemte sig ind til ham med hendes lange, slanke arme.
"Fratello!" gispede hun.
Hun var ikke meget for at indrømme det, men der var ikke noget som kunne gøre hende mere glad end italiensk accent. Og alligevel græd hun nu. Men altså - Vince lød virkelig sexet med hans italienske accent og alt det der. Når han talte italiensk blev hun bare så... hun følte sig så meget hjemme.
"Det hele er bare så svært!" hulkede hun. "Hvorfor er det sådan?"

Vince så sig omkring for at sikre sig at ingen så ham ødelægge hans image som hård negl og lækker italiener. Det kunne han ikke være når han sad og trøstede sin nuttede Moroi-søster.
"Det er okay. Det skal nok blive godt." Han strøg hende over håret og sukkede dybt. Hun var altså lidt barnlig nogen gange. Men han viste godt hvorfor.
"Har du husket at tage dine piller? Non è vero?" spurgte han bekymret og alvorlig og løsnede sig fra hende. Han rykkede lidt tilbage og holdte hende ansigt op imod sit. "Det er meget vigtigt at du gør det."

Hun så vredt på ham og rystede sit sorte hår. Hendes sorte øjne glitrede faretruende igen. Hun havde godt fat i hans hænder, og borede sine negle ind i hans hud imens hendes pludselig vrede langsomt forsvandt.
"Jeg tager mine piller. Når jeg lige har dem, altså." tilføjede hun vredt. Men så faldt hun pludselig ned igen. Et næsten usynligt smil spredte sig ud over hendes læber og hun rykkede sig tilbage i hans arme. "Helt ærligt, så føltes det her enlig ret rart. Vi burde have lidt mere søster-bror-tid. Syntes du ikke?"