Et skyldigt sted, på en uskyldigt tidspunkt.. (koishite)

Sted: Søen
Tid: 23:45
Vejr: Sne, kulde og blæst
Omgivelser: Ingen andre
Årstid: Vinter
Dato: 2 Januar
Påklædning: En blå kjole, som fremhæver hendes krystalblåøjne. 

Clary var gået ud efter den sidste time var slut, hun gik ud til søen igennem sneen og mærkede kulden på sine bare hænder og kinder. Hun kunne ikke mærke den i sådan en grad, at det var koldt for hende, eller noget. Hun gik lidt for sig selv imens hun havde sin taske med sig og håbede på at der ikke var nogen af de onde piger, som fulgte efter hende. De havde for vane at tage hendes skateboard, eller noget andet som betød alt for hende. Sådan havde de været lige siden hun kom på skolen, men der var selvfølgelig også en masse som god kunne lide hende. Hun kom til søen hvor hun satte sig ned, hun tog sin jakke op af tasken og bag rykken og satte sig op af et træ med jakken bag sig. Hun så ud over søen der var frosnet.

En lidt mørk skikkelse lå oppe på en gren. Hans påklædning påsotd af en sort jakke lidt motercykel jakke agtig hans bukser var sorte og med et drage mønster langs siden. Hans hår var rødt. og kiggede ned på pigen der sad nede ved søen. Han lod stille hans ild manipulation stille lave en ild stipe i græsset som en slange. Han smilte bare stille

Clary så sig omkring, der var noget som bevægede sig i mørket. Sådan var hun trænet til at tænke, farene var der altid. Man kunne ikke stole på noget, noget sted. Det havde hendes mor selv prædket om, da troede hun ikke på det, men nu var hun bevidst om faren derude. 
"Hvem der?" Hviskede hun stille, hun vidste ikke om det var til personen derude eller til hende selv. Men hendes stemme var fattet og klar, måske lidt nervøs omkring hendes taske ved hendes side. Hvor der lå nogle ting, som hun ikke ville have at der var nogle der så.
Hun så det røde skær i vandet; inden at hun så den røde slange snog sig elegant igennem græsset. Ilden, som var stor og farlig, gjorde hende opmærksom på hele himmelrummet.
"Hey? Det er farligt at tænde åben ild i skoven!" Sagde hun lidt højere, så søgende rundt for at finde ildens ejer.

Han grinede let og ondt. Han kvaldte ilden og hoppede med fra træet og stod nu forand hende og så så på hende. "Unge sjæl"sagde han let og lagde hovedet på skrå og smilede på en let lusket måde. "Navnet er koishite moroi her på skolen og var den første der fik mine krafter i år" sagde han egoistisk

Clary hoppede hurtigt op, tog tasken hurtigt om skulderen inden hun så surt på den nyankommende dreng. "Sikke dog.." Sagde hun ironisk, imens at hun samlede sin jakke op fra træet som hun havde lænet sig op af. "Har De ikke en lidt pænere måde at luske Dem ind på mig på?" Spurgte hun, med en stemme som ikke rigtigt kunne difineres. Hun var splittet. 
Først var hun sur på denne dreng, med det røde hår. Han havde været uforsigtig og havde gjort noget farligt, brugt sin evne uden at tænke sig om en ekstra gang.
Men sammentidig var hun også taknemmelig for at der overhovedet levede moroier, for vis der ikke gjorde så uddøde hendes race.
Hun var SÅ meget splittet.
"Nåh.. Hvad bestiller De så her?"

han så på hendes lidt sure ansigt. "Tja manglede en og at snakke med og du var her" sagde han stille og lusket. "Tjo jeg kunne også havet lavet en ild cirkel om dig som ikke ville skade dig" sagde han og smilede støre og han begyndte at bore sine øjne ind i hendes og en så det blev til et flirtende svar

Hun stod med hænderne ned langs siden, tog den grønne lange jakke på. Den havde en stor hætte på, som nærmest fik hende en helt aura. 
Den var så lang at den gik helt ned til knæene, hvor at den havde en blå streg. Hun stod lidt rastløst, med hendes blå taske med den ene strop om den ene skulder. Hun så ind i hans øjne, det var som om at hun ikke kunne tage dem til sig selv, selv lige hvor meget hun prøvede og ønskede det.
"Je.. Du er såå selvoptaget? Er du ikke?" Hun lød ikke uforskammet, men det hun sagde gjorde heller ikke at hun ligefrem lød vildt venlig. Hun tog øjnene til sig og så ud mod søen, stille for sig selv. "Nåh, hvordan er det så?" Hun så hurtigt over på ham, næsten helt nysgerrig. "At have noget der er ens hjem, have noget man er og ved at man er bedre til end andre?" Hun gik et lille skridt tilbage, hvor at hun så ned på hans sko. "Have et sted man høre til..?" Hendes blik søgte hans.

"det er dejligt at være den stærkeste i grupperne og at kunne bestemme over alle de mindre racer"sagde han egoistisk eller sådan lød det. Han slog håret ud til siden og fjernede sine øjne fra hende men holdte stadig sin flirtende betvingelse på hende. Så det lød som lige til hvad hun ville kunne lide det skulle være. "han så bare på den tilfrosne sø.

I isen brændte han sig navn med en streg under uden at isen flækkede da han hvade evnen til at kunne gøre det. Han vidste at han snart havde hende i sin hule hånd

Hun hørte akurat hvad hun ville høre, som bare gjorde ham mere atraktiv. Men der var noget galt, da han begyndte at tegne sit navn i isen. For hun kunne ikke se andet end facintion i at han skrev sit eget navn, men inderst inde så vidste hun jo godt at det var noget tåbeligt noget at tænke. Da begyndte hun virkelig at tænke, tage over sine egne tanker. 
"Hvad er det du laver??" Nærmest skreg hun og tog sig til hovedet, hun kunne ikke modstå hans kræfter meget længere..
"Du må ikke?! Du manipulere jo med mine tanker og følelser?!" En tåre havde lyst til at snige sig ned over hendes kind, men den fik ikke lov til det! Hun var fast besluttet på at hun ville modstå hans lyster, hun ville aldrig lade en anden komme ind i hendes hoved og tage over for hendes beslutninger og følelser!

"når så stærk er du godt nok"sagde han og så forbløffet ud og nikkede stille og gik en smugle tættere på hende og stod næsten over hende halt forand hande og lod sinkropsduft sætte punktum i hans skønhed og hans mørke og dystre øjne var ikke til at modstå når først han fik borret dem langt nok ind og fik hendes opmærksomhed på ham. Men han ventede med at give hende dosis to

Det kvalmede inden i hende, der var noget ved ham som fik hendes mave til at knurre noget så forfærdeligt. Hendes hænder ned langs hendes sider var presset hårdt ind mod lårene, for at samle flere kræfter. 
"Hvor er du OND!!" Hvæste hun gennem hendes halvt lukkede læber, intet ville få hende til at ændre hendes stålvilje! "Du er noget så egoistisk! Hvad siger dine forældre ikke? Og dine venner? Hvad med dine kære?" Hendes øjne borede sig surt og frastødende ind i hans, dog blødede de stort op da han så ind i hendes. Men hun stod fast, der skulle ikke være nogen kontakt mellem dem! Hendes øjne skindte rødt igen, da hans har blev reflekteret i hendes klare, blå øjne. 
Hendes mørke og kraftige hår, satte ligesom et mærke om sin beslutning. Det mørke hår gav hende et rundt og Hvidt ansigt, som var lidt rød i kinderne. Hun ville ikke have denne moroi til at bestemme, han kunne godt have brug for at bestemme lidt mere over hans eget liv. 
"Du får ALDRIG mig til at give mig!" Hviskede hun ham op i ansigtet, med en rystende krop. Hendes lange pandehår var faldet lidt ned over hendes ansigt, som gjorde hendes blik mere intenst og farligt...

"nåh så det gør jeg ikke"sagde han og lød lidt mere chamerende nu eller noget. Koishite kendte ikke såmeget til det såkaldte kærlighed han var kun til for at lave rod og uorden i systemet og for at kæmpe. Men her var der noget andet en underlig susen og tomhed at mærke. Han lød stille sine øjne forsvinde. "Nå når du jo ikke vil snakke må jeg jo hellere begynde at gå"sagde han og begyndte at gå i den modsatte reting en der hun stod. Nu var 2. dosis igang og måske virkede den denne gang.

Hun så underligt på ham, hendes hjerne undersøgte hvad det egentlig var han var igang med. Nej, hun skulle ikke følge efter ham!
"Øhm..?" Hviskede hun stille for sig selv, men hun fulgte ikke efter ham. Hun så rundt om sig selv, rundt om det kaos han havde forvoldt den uskyldige skov. 
"Du kan da ikke bare gå?" Sagde hun lidt højere, men blev stadig stående i den kolde sne. Argh! Hvorfor skulle hankønnet være så besværlige?
"Det må du også selvom, jeg klare mig fint!" Råbte hun efter ham, i håb om at det ikke lød så falsk som det var ment. 
"Nåh.." Mumlede hun og begyndte at gå stille efter ham, i en vished om at han ikke engang vidste hvad hun hed. "Bare så du ved det, så er mit navn Clary!" 

Han vendte ansigtet og stoppede kort. "Okay så du er den clary jeg har hørt om"sagde han og smilede og stod stille her og lod som om intet var sket. Han kiggede på hende nu når hendes øjne var udenfor hans ansigt igen og at hans øjne automatisk begyndte stille at bore sig ind igen og prøvede at fange hende anden gang. Han gik hen mod hende og stildte sig på samme afstand som før hvor der ca er en halv meter fra hende men stadig ikke rørte ved hende da han kændte sin plads

"Har du ligefrem hørt om mig?" Hun løftede det ene øjenbryn, i en spørgende vinkel. Hun sukkede dybt, da hun mærkede det igen.
"Nu da du er sådan en mægtig og gammel moroi, vil du så ikke være sød at holde dig for dig selv?" Hun så træt op på ham, inden at hun trak på skuldrene. "Jeg kunne måske være en meget spændende ven alligevel? -Jeg er altså ikke helt hjernedød, bare så du ved det?" Hun trak endnu engang træt på skuldrene, så bedende op på ham. Så ham ind i hans øjne, som udtrykte denne kræft som han var ved at besætte hende med. "Du må ikke.." Hviskede hun stille, inden at hun sukkede for sidste gang. Ventede på hans valg; om de skulle kæmpe, eller være venner? For på flere måde lignede de hinanden, og på andre OVERHOVEDET ikke. Men alligevel, hun var frisk på et ærligt venskab med denne spændende røde fyr.

Han lukkede øjnene og trak sig lidt væk fra hende og stod på afstand igen "undskyld men de er så facinerene clary"sagde han og smilede stille til hende. Han så undskyldene ud og prøvede at lade være med at fange hende. Han så på hende og tog et lille lys frem og tændte det med en finger og satte stagen i sneen og lod den brænde og lyse op omkring dem. Han ville faktisk være en stærk ven at have da alle var bange for hans krafter da han ikke helt kunne styre nogle af andgrebene

Hun så pludseligt ned, på en nedtrykkende måde. "Det er okay?" Hun nikkede imens at hun så sjovt på lyset, det var nu meget flot med dette ild. Et smil vistes sig på hendes læber, hvorefter at hun satte sig ned på hug med lysset imellem dem. "Jeg er ikke facinerende? Jeg er mindre facinerende end Dem!" Hun så stille op på ham, imens at hun folede sine hænder sammen. "De er.. Et mysterie? Der er ikke mange der er kommer tæt ind på Dem, vis der er nogle?" Hun lagde hovedet på skrå og så op på ham med et barnligt udtryk, det så barnligt ud, selvom at hun så ældre ud end hun egentlig var.

"De er den eneste der tør stå så tæt på mig da mine evner ikke er fuld udviklet og der ikker er styr over dem"sagde han og smilede og viste ud af liden noget af hans triste fortid. Der kom et billed af koishite der stod og brændte ting og at hans forældre forlod ham og vis man lagde mærke til postkassen ved huset stod hr og fru noiana da det var hans gamle hus men nu bor, lever, ånder for skolen og kun er der vis ikke ude og lege med menneskerne.

Hun så hen på ham igen, havde store spørgende øjne. "Jeg syntes ikke at ser ud til at have svært ved at styre dine kræfter?" Hun så spørgende på ham, inden at hun så smerten i hans øjne. Det gjorde helt ondt inde i hendes eget hjerte, af at se hans smerte om hans fortid eller sådan noget? 
"Det er okay, alle har problemer!" Hun rykkede sig lidt tættere på ham, for at prøve at vise sin medfølelse. "Har De lyst til at fortælle mig om din fortid? Det er altid godt at få snakket, det har jeg selv fået bevidst på mig selv!" 
Hun lagde en hånd på hans lår, måske lidt højere oppe end den egentlig skulle have været. "Jeg stoler på dig.. -Jeg vil bare gerne have, at du også kan stole på mig?" Hun så ham direkte i øjnene, med en stor medlidenhed, som hun havde haft lige siden hun kunne huske. 
Det lå altid i hendes øjne,  i hendes krystalblåøjne.

Han flyttede øjnene igen hurtigt"du ved hvad der sker hvis du ser mig i øjnene"sagde han og prøvede at holde sine kræfter på afstand. "vil du gerne høre om dårlige fortid?"spurgte han og så på hende og holdte det tilbage med smærte. Man ville kunne se at han led over at prøve at holde sig tilbage fra hende.

Hun tog ikke sit blik til sig med det samme, hun ville vise ham at hun stolede på ham. "Ja, jeg vil høre noget om dig.." Hun smilede og satte sig ved siden af ham, hvor der var et træ hun satte sig op af. Hun vente sig mod ham og smilede opmundrende til ham, hvorefter at hun lagde sin ene hånd oven på hans imens at han så på deres hænder. "Jeg vil ikke høre en SØRGELIG historie, jeg vil høre DIN historie!" Sagde hun igen opmundrende, imens at hun så ned på lyset som stadig brændte. Det var smukt og det gav hende en hvis ro over det hele, hun tog hånden stille til sig og lagde den i hendes skød ved siden af den anden.

Hun så rundt om sig selv, tiden havde faktisk gået ret hurtigt. Men de havde stadig fri, de skulle faktisk være ved at spise nu.. Eller hvad?
"Skal vi ikke sprænge aftensmaden over i aften? Vi kan.. 'låne' noget, når vi kommer tilbage?" Hun blinkede til ham, imens at hun blev i lidt bedre humør.

"javel så"sagde han og kiggede på hende "For et par år siden før jeg mødte rektor og jeg blev opdaget som moroi. Mine kræfter var begyndt stille at komme og da mine ild manipulationer virkede på en måde forlod mine forældre mig og jeg blev vred mine kræfter toppes og ilden stømmede ud. Jeg brændte vores hus og alt rundt om. Efter jeg var kommet til mig selv gik jeg rundt i byen alene og fortabt. Jeg sad under den store bro mellem acadamiet her og byen da rektor fand mig sidde alene med hugtænder fremme og blod røde øjne. Da tog hun mig med ind på acadamiet hvor jeg fik den gamle ration af blod der lå tilbage som hun gav mig da jeg havde siddet uden i lang tid. Der fra har jeg boet på acadamiet lige siden og kender stedet rigtig godt." sagde han og holdte en pause i fortællingen og kiggede ned og begyndte at kunne mærke hans hals igen begyndte at blive tør da de 2 dage snart var gået. Han fortsatte lidt igen "Som du jo hved har jeg fået mine betvingelses kræfter so ikke er helt på plads og nogle af mine ild betvingelser går galt og giver bagslag. Engang brugte jeg mit stærkeste ild andgreb på rektor ved en fejl fordi jeg var tørstig og manglede noget i livet. Men nu er det så lidt begyndt at falde på plads"sagde han og kiggede nu bare ned i jorden

Hun så på ham, med et par store øjne. Hun lyttede til hans tårevædende fortid, som fik hende til at tænke en ekstra gang over sit eget liv, som nok ikke var så hårdt igen. Med sin familie, bror, bedstemor.. Hun levede nærmest i et paradis? 
"Det.. Lyder ikke som nogle kærlige forældre?" hun tog hans hånd og sin og smilede op til ham, med et opmundrende blik. "Har du aldrig tænkt på at finde dem igen? Finde ud af hvorfor at de forlod dig, da du havde aller mest brug for dem?" Hun nikkede en enkelt gang og så lige frem for sig, imens at hun grublede. "Har du aldrig manglede nogle mennesker, som kunne tage forældrerollen over dig? Nogle du elskede uanset hvad?" Hendes store blå øjne, blev bare mere runde, store og blå af den lysende måne. Som skindte lige ind i hendes øjne, der så op på hans sørgmodige ansigt.

Han kiggede på hende "vis jeg finder dem skal jeg have en til holde mig rolig i hvertfald for jeg tror nemmelig jeg blir aggrasiv når jeg møder dem"sagde han og smilede lidt. Han så på hende og mærkede hans hånde i hende og det gav et sus en slags rus over ham som gav ham mere lyst til noget. Han grinede lidt da hun nævnte ''forældrerollen''. Han sagde så "det er jo lige det rektor har gjordt da jeg kom til og lærte at være selvstændig og nej har ikke brug for forældre har kun brug for en hved min side" sagde han stille

Hun forstod ikke hvordan han kunne klare sig uden bare en fader eller en moder, for ellers havde han jo ikke nogen han RIGTIGT kunne støtte sig op af. Det kunne hun selv, for hun havde både sin mor og bedstemor.. Hendes far videste hun ikke så meget om, men alligevel.?
"Men er det ikke hårdt alligevel?" Spurgte hun til om da han nævnte rektoren, for hun kunne vel ikke være der hele tiden? Og kunne han virkelig sige ALT til hende, også.. Drengeproblemer? 
"Du ved godt, at jeg nok skal være ved din side ikke sandt?" hun så op på ham med store åbne øjne, hvorefter at hun lagde sit hoved mod stammen.
"Du er et fidurligt væsen.. Jeg har aldrig set en person kunne leve op uden nogen personlig støtte, men det har du jo?" Hun så lidt træt på ham, men hun var ikke træt. Hun var bare så afslappet, nu når hun var sammen med ham. 
"Er din kraft svær at styre? Hvordan virker den?" Hun så ned på hans højre bryst og op på hans hage igen, inden at hun lagde hovedet på skrå. "Kommer den fra hjertet?"