Skal jeg dele min seng? SERIØST?! » Clary.

Der var ikke meget at sige til, at hun var rædselslagende. Hun havde aldrig delt værelse med en før, og så at hun skulle sove sammen med en, som hun oven i købet ikke kendte. Det ville være bedre vis hun kendte hende.. Men det kunne være værre trøstede hun sig med, sådan en dreng som.. Ja, en dum dreng.. Sådan en, var hun lykkelig for at hun ikke skulle overvåge sådan en person. Hun ville umuligt kunne være flink ved personen, i mere en et døgn! I stedet var det en.. Jillian.. Jallian blancka.. Hun mente at hun havde hørt fra en pålidelig kilde, at det var 'Charmørens' søster, eller halv? Hm..
Hun kaldte ham charmør, fordi det var han da, alle kvindlige væsner der så på ham, ville lægge mærke til ham. Der var så forskel på, i hvilken grad det var. I hendes tilfælde var hendes interessse for ham, ikke specielt stor, men han var god i kamp, han var flot og lærerig i kamp. 

Clarys flade sko klappede mod gulvet, da hun stille gik hen imod hendes nye værelseskammerat, okay måske lidt mere, da hun praktisk talt skulle 'beskytte' hende. Hun dømte aldrig på udseendet, men denne pige så virkelig ikke ud til at trives vel i den store forsamling. Hun havde næsten helt ondt af hende, som Palle alene i verden, sad hun der. 
Hvordan hun kunne kende Jillian, jo det var ikke så svært, da hun selv havde set hende på gangene og at hun ikke ligefrem var en ukendt person. 
Men hun var heller ikke kendt..
Hun kendte med gangti ikke Clary, da hun ikke havde vist speciel stor interesse i at skabe opmærksomhed. 
Clary var kommet hen til det bord, hvor Jillian sad. -Det stakkels pigebarn..
"Hej, jeg er Clary Clare.. De må være Jillian Blancka? Ikke sandt?" Hun satte sit. Medfølende og søde smil på, i håb om at det ikke var for kvalmende. Sådan havde hun det selv, nogle folk tænkte for meget på at se så artige og søde ud, at det til sidst blev helt kvalmende. 

Clary var ved at dø af lettelse, da pigen hun skulle vogte over så imødekommende og venlig ud. Det ville slå hende ud af kurs, hvis personen hun skulle vogte over, faktisk ikke var speciel venlig for hende. For hvem bryder sig om at rede en person, som kun prøver på at gøre det svære for en selv?
Da Jillian blødte op, faldt et sten fra Clarys hjerte, hun ville helst ikke have at disse uger skulle blive alt for anstrengte.
Hun satte sig ned lidt skråt over for Jillian, da hun hverken ville have sig selv og hende til at føle at dette var et forhør eller noget. At dette i stedet for var en afslappende start på et praktikforløb, hvorpå at de kom til at tilbringe en masse tid sammen. Der var ikke specielt meget som blev ændret på Jillians side, bort set fra alt dette med overbeskyttelsen, som Clary netop skulle til at overbevise skolen og lærerne om at hun havde.
”Jah.. Clary er nu en forkortelse af mit fødsel navn; Clarissa, men det er så langt og.. Det passer bare ikke ind i hvilken person jeg vil er,” hun trak på skuldrene og smilede til Jillian, bag den stærke ydre facade lå der noget blødende og såret. ”Men med hensyn af mit efternavn valg, så er jeg vist ikke den rette at spørge?” Grinede hun, imens at hun glædede sig lykkelig over at de nu ikke sad og så genert på hinanden.
”Men Jillian.. Må jeg kalde dig Jill?” Hun tænkte at de godt kunne have et løst forhold, nu da de skulle tilbringe mange uger sammen dag og nat. ”Dit navn, er da heller ikke noget man hører ofte?” Hendes ansigt havde lagt sig i både nysgerrige og venlige folder, en sjov sammensætning.

Hun mærkede godt, at Jill var dem som pivoterede alene tid frem for store forsamlinger. Sådan var hun også selv.. Lidt.. Nogle gange kunne hun godt have brug for at have folk omkring sig, bare mærke at der var andre bare en lille smule som hende.
Men på den anden side, så var det de timer hvor at hun var alene som betød mest for hende. Det var de timer, som havde gjort hende til den person hun var i dag.
”Deal!” Svarede hun grinende til at hun skulle kalde hende Jill, det var også en meget flot forkortelse. Den mindede lidt om.. Dild? Hm..
”Jeg kan godt lide underlige folk, uden dem er verden vel ikke hvad den er i dag?” Hun smilede venligt til Jill, og håbede inderligt at hun bare forstod en lille smule af hvad hun sagde til hende. ”At være underlig er bare at være anderledes – I de flestes tilfælde – Og uden at der var nogen som turde være anderledes, så ville vi bare være et ensartet kedeligt folkefærd..?” Hun trak på skuldrene og pressede læberne sammen, som hun gjorde når hun virkelig mente det hun sagde.
Hun lænede sig en meget lille smule ind over bordet, som om at hun ville fortælle en hemmelighed, og så på samme tid alvorlig og vitterlig ud. ”Det gør ikke noget, for så føler jeg mig ikke som en undermåler.” Hun var begyndt at åbne sig for Jill, det var meget underligt og skræmmende, for hun havde aldrig været så.. Grinende før? Okay måske en gang..
Men inde i hende, havde hun en angst for at åbne sig for folk og lade dem åbne sig for sig.. Hun ville ikke miste dem, som hun mistede sit ene familiemedlem.
Tanken som gik igennem hende, de skrækkelige minder som gennem tromlede hende, gav angsten frit løb, som blev vist igennem de ellers så hårde øjne.