New in town. //Anna= Privat//

Sted: Metroen
Tid: 22:30
Vejr: Like Irl
Dato: Irl
Årstid: Vinter
Påklædning: Hvid skjorte, sort løst slips, mørk vinter jakke, mørkeblå bukser og slidte Nike sko.

Aften mørket havde lagt sig tidligere end normalt, godt nok var det vinter og klokken var mange, men mørket havde lagt sig for nogle timer siden. Metroen stoppede ved ende stationen og en masse mennesker steg ud af de automatiske døre. Iblandt alle menneskerne kom en der skilte sig ud, en dreng. Han var høj, omkring en firs, havde mørke brunt hår og bleg hud.
Mange kiggede på drengen en enkelt gang til, for at være sikker på det de så. Han var ikke decideret lækker, men han kunne sagtens ligne en Moroi, og nogle mennesker vidste at vampyrerne fandtes.
Drengen, hvis navn var William Roberts, så sig omkring. Han havde aldrig været i denne by før, men han havde ferie og ville tjekke stedet ud. Han så sig omkring på de andre mennesker der strejfede omkring ved metroen.Han stak hænderne i lommerene på jakken og gøs, på grund af kulden.
William, eller som han blev kaldt Will, kiggede hen på en flok piger der snakkede begejstret om at en af dem lige var ankommet. Pigerne så ret godt ud, så Will kunne ikke dy sig og gik over til dem med et smil. Da han gik forbi dem vinkede han til dem "Heej tøser" sagde hun med et glad glimt i de brune øjne. Pigerne fniste og sagde, mere eller mindre, i kor: "Heej med dig"
Will blinkede til dem, da han havde vendt sig om og nu gik baglæns, vendte sig og gik forlæns igen, bag ham lå nu pigernes opstemte fnisen og sladren.
Will så sig omkring, igen, og gik hen imod trappen, han gik op af den med lette hurtige skridt, stoppede da han nåede toppen, så sig omkring igen og gik videre hen imod et øde sted. Et sted, han ville fortryde han var gået hen til.

//Undskyld tiden, skulle spise//

En af tøserne i slænget hvade et tørklæde over munden og mere eller mindre skjult sig, pigerne vidste godt at denne pige var meget farlig at have, som veninde, men de var van til pigens vaner. Pigen var en strigoi og havde kum mumlet da den fremmede mand gik forbi.
De andre piger havde dog puffet lidt til denne strigoi veninde og sagde at hun hele tiden gloede på manden.
Strigoien ved navn Anna, havde langt, blondt, smukt hår, et let markant ansigt og nogle mørke øjne i mørket, gemt under sin hue, men nogle iskolde og dybt frysende øjne, som kunne få en hver til at stivne af skræk og næsten af kulde. De øjne havde ikke en særlig magi, nej, de havde bare det at de skræmmede folk.
Anna havde godt nok kigget på manden, lige siden han steg ud af metroen og venindene og hendes indre hviskede til hende at hun skulle føgle efter. Til sidst skubbede de lidt til Strigoien og hun hvæssede højlydt,som en kat, da tørklædet også faldt ned og hendes spidse hjørne tænder kom til syne.
Men Anna overgav sig så og begyndte at gå mod manden som næsten lige var paserret.
Hendes øjne flakkede meget rundt efter en udvej, men hun kunne ikke selv se hvorfor hun skulle lade sig flygte. Han var jo hendes type.. Sådan da. Men nok til at hun ville føgle efter ham.
Anna var pænt pakket ind. En tætsidende hvid skjorte, sort dunjakke, tætsiddende hvide jeans og nogle sorte højhælede støvler.
Anna slikkede sig kort om munden før hun stak hovedet munden ned under det hvide tørklæde.
"Heey! Vent lige!" råbte hun så til manden længere fremme, og begyndte at løbe hen mod ham med forsigtige skridt.

Will hørte nogle skridt bag sig, skridt fra noget med høje hæle på. Han blinkede et par gange med øjne da han hørte en smuk stemme. Stemmen kaldte på en, men hvem? Kaldte stemmen på ham? Han måtte bare se efter, han stoppede op og så sig omkring i det mørke område, der lå for næsen af ham. Han vendte sig om og fik et chok. En smuk lyshåret pige kom løbende imod ham, hendes øjne var smukkere end noget han nogen sinde havde set før. Tilhørte stemmen denne smukke skabning? Et lille chokeret gisp lød fra hans læber i det stille mørke. Hvem var denne skønhed? Han kiggede nærmere på hende, jo tættere på hun kom på ham. Han havde set hende før, men ikke rigtig lagt mærke til hende. Endnu et gisp undslap hans læber, da det gik op for ham at, hun var en af pigerne fra gruppen som han havde 'flirtet' med.
Will rettede ryggen op og smilte til skønheden der var på vej imod ham. Hvad mon hun ville ham? Han vidste godt at han var en gennemsnits fyr, så hvad ville hun ham. Han var faktisk ligeglad, hun havde lagt mærke til ham og hun var jo på vej hen til ham i dette øje blik.
Vinden sendte et vindpust af sted, som legede med hans lettere lange hår. Han kørte en hånd igennem det og tog sig sammen, han tog et skridt imod hende med et smil. "Heej..." Sagde han stille og kiggede på hende. Han tænkte stadig over hvad hun ville med ham.

Anna smilede roligt til ham og begyndte at sænke sin fart jo nærmere hun kom. Hun satte farten en del ned da vinden fik hans duft mod hende. En sød behagelig duft som mindede hende om hendes forige elskede. Men hun var kommet over ham. Fuldstændig! Nu ville hun have en ny, en ny der forstod hende.
Der var noget utroligt over manden. Manden havde et særligt glimt i øjet der fik hende til at tabe tørklædet så hendes mund kom til syne. Blege let røde læber kom til syne. Dog den let røde næse kunne hun næsten ikke undgå ved kulden, men nu da hun var en strigoi var hun mere emun over for kulden og var ikke nær så røde som andre.
"J-jeg tænkte om du ville hænge lidt ud?" spurgte hun, hendes stemme var meget smuk og rungende. Hun kunne høre hendes veninders latter længere nede. Han havde selv virket meget forførende før og hvade som et køleskab hevet en lille sølle magnet til sig. Eller omvendt? Hun var nok den stærkeste af dem?
"Det.. Det er ikke altid det sjoveste at være sammen med de andre," sagde hun, og trak roligt på skuldrende.
Hun lod kort blikket glide rundt og lande på ham igen. Noget hendes veninder havde fortalt hende. At kigge væk fra drengen og tilbage igen ville være et sinal til at det var ham hun ville have. Men det var bare noget de sagde.
Anna rettede sin ryg en smugle, men den blev mere svaj, men det var stadig kønt til hende, dog fremhævede det jo også brysterne en smugle mere.

Lyden af hans latter var meget lav, men dog til at hører, hvis man stod tæt nok på. Den smukke skabning havde kaldt på ham. Han var helt forundret af den skønhed hun udstrålede. Han kiggede nærmere på hende, lige glad med hendes munds mindre mærkelige udseende, eller næsten ligeglad. Han kunne ikke lade være med at tænke på om hun var helt normal. Men disse tanker lå bagerst i hans tanke spind, han var draget af hende. Ikke kun på grund af hendes skønhed, men hendes stemme. Den spandt sig næsten om ham og trak ham imod hende. Dette var ikke bare mentalt, men han gik faktisk nogle skridt tættere på.
"Nogle gange er det rart at komme væk fra vante omgivelser og møde nye personer" sagde han og hentydede til dem begge.
Uden at tænke over det rakte han hånden frem og smilte sig charmør smil. "Mit navn er William, men kald mig bare Will... Og De er?" spurgte han så og kiggede længe ind i hendes smukke øjne.


//Kreasvigt...//

Anna smilede kærligt til ham, dog blev hendes blik hurtigt fanget ned på hans hånd, *Bare et håndtryk? Okay vi har lige mødt hinanden,* tænkte hun og trykkede blidt Wills hånd med sin spinkle og lyse hånd. William, enlig et meget pænt navn. "Mit navn er Anna Louise Tonstar Rasmussen," sagde hun og stod kort, som forstenet hvor hun så kiggede op på hans øjne igen, "Me-men bare kald mig Ah-Anna," sagde hun og var faldet helt i hans øjne. Anna havde helt glemt at hun stadig holde blidt fat i Williams hånd og smilede bare. Glemsom var hun ja, men svag var hun i hvert fald ikke. Men hun måtte jo spille lidt menneskelig. Hendes tænder havde ikke været til syne overhovedet endnu. Måske hvis de gik videre?
Anna kiggede ned på deres hænder igen og tog hurtigt sin hånd til sig. Hun var jo koldere end ham og det ville han måske have lagt mærke til?
"Skal vi ikke gå lidt rundt?" spurgte hun i det vinden kom lige mod hende og løftede hendes hår væk fra hendes ansigt, dog var der ikke noget bide mærke lige at se, nej det var helt nede ved kravebenet.

Will kiggede på hende med et glimt i øjet, som om der tændte et lys inde i dem imens han så på hende. Det var helt vildt underligt for Will at føle sådan, han havde før flirtet og været sammen med piger, men aldrig følt sådan som nu. Han glemte helt at hendes hånd var koldere end hans, han troede det var på grund af kulden, da han hørte hendes navn. Anna. Han var nærmest i himmelen da han endnu en gang kiggede ind i hendes utroligt smukke øjne, det var som om hun begyndte at lyse lige for øjne af ham, og englene synge. Det viste sig at der stod et kirke kor i nærheden og en lastbil havde kørt forbi.
"H-heej Anna..." sagde han med en blid stemme og smilte kærligt og imødekommende til hende. Han kiggede ned på sin hånd, da hun slap den, og tog den straks i lommen. Han så en smule genert på hende, men skyndte sig at nikke tilfredst. "Ja, skal vi gå en tur i parken?" spurgte han stille og hentydede til den park der lå lidt derfra, godt nok kendte han ikke byen, men havde da læst på kortet under den lange tur dertil.
Han lavede en venlig bevægelse hen imod parken for at fortælle hende at hun bare kunne begynde at gå. Han stod selv og tænkte på, om denne smukke pige var 'The One'.

Anna smilede roligt til ham og smilede så, "En ære at møde Dem," sagde hun og smilede roligt og lavede et lille nik og kiggede kort og hurtigt over på koret der blev forstyrret.
"Det der... Det var bare skræmmende," sagde hun og nikkede hen mod koret. Hun smilede så og kiggede til bage på Will. Han skinnede som var han hendes sol... Bortset fra at hun ikke brandte op... Men han var som den skinnende sol hun nød i ca 17 år, som hun kun kunne få at se når hun var sammen med ham.
"Ja, det kan vi godt," sagde hun og tog nogle få skridt hen mod vejen før hun ubevidst hoppede hurtigt tilbage, da en lastbil kom kørende mod hende. Hun hoppede langt nok fra at kunne blive ramt på midten af den til fortåget, hvor lastbilen kørte direkte foran hendes næse. Hun hvæsede, som en kat der ville forsvare sig. Selv om den var kørt forbi stod hun bare lidt og stirrede. Kort efter rystede hun kort på hovedet og begyndte at gå roligt over vejen, hvor hun så, så sig for før hun gik over.
Hun havde fået et chok, men normalt ville hun nok bare været blevet ståenden og så stoppet lastbilen eller fået den til at flyve over sig med en enkel hånd bevægelse, men hun skulle virke menneskelig over for ham, prøve at få ham tæt på. Men Det var lidt svært for hende. Det var svært for hende at hun ikke bare sådan selv rigtigt ville hoppe op og drikke fra ham, men alligevel ville hun gerne. Hun vil gerne frelse ham fra hende, men så ville han blive nød til at vide det, og desuden havde de jo først lige mødt hinanden.
Bag sig kunne hun mærke en varme, en glædes varme der kom mod hende og en svag rødmen kom frem på hendes ellers altid så blege ansigt. Hun stoppede over på den anden side af vejen og kiggede til bage efter William.
Han var sgu bare for god til at være et menneske. Men hans duft afslørede ham. Han var bare en ekstremt smuk mand, som havde forstand på kvinder. Han var i hvert fald en for hende.