Pinlig time //Jamie=privat//

Sted: Klasse lokalet for Moroi'ernes magitimer
Tid: 3. time
Dato: Mandag
Vejr: forårs agtigt...
Omgivelser: Moroi'er, borde og stole.

Mandag, natten til tirsdag. En masse mindre Moroi'er sad og ventede i klasse lokalet for begyndere, på at læren skulle komme. De sad og snakkede muntert med hinanden. Midt i al den larm der kom fra samtalerne sad en Moroi. Hun var ældre end alle de andre. Grunden til at hun var her var at hun ikke havde specaliceret sig i noget element endnu. Dette var meget ydmygende for hende fordi man normalt speciliserede sig i et element når man kom i puperteten. Sandheden var at denne Moroi prinsesse, Vasilissa Dragomir, havde speciliseret sig i et element. Men det vidste man ikke fordi alle havde glemt at dette element. Ånden. Det var sjældent det skete at man speciliserede sig i netop det element, og derfor var det glemt. Nogle af de andre Moroier mobbede hende, fordi hun ikke havde noget element at specialisere sig i. En af de mindre drenge, en mørkhåret, vendte sig om mod hende og smilte til hende. Hun så mistroisk på ham og så derefter væk. Hun ville ønske at enten en anden elev på hendes egen alder ville dukke op, eller at læren ville komme så timen kunne begynde.

Lissa så op da hun hørte nogen komme ind. Hun havde regnet med at det var læreinden, men det var det ikke. En moroi. På samme alder som hende. Først troede hun at han var gået forkert, men han gik hen og satte sig ned. Hun kiggede lidt på ham med de jade grønne øjne, men kiggede så væk, da han også kiggede på hende. Hendes blik landede på blokken foran hende. Hun tog sin blyant og begyndte at skrive noget på blokken.
Efter nogle lange sekunder med tænkning over hvad hun skulle skrive, fik hun skrevet spørgsmålet ned. Hun hev vagtsomt papiret af og så sig hurtigt omkring. Alle de mindre moroier sendte sedler til hinanden på kryds og tværs. Hun tog en dyb indånding og krøllede papiret sammen. Hun kastede det hen til den nye drengs bord og sukkede lettet, da det landede på hans bord, og hverken fløj for langt eller for kort. Hun kiggede hurtigt ned igen, og håbede på at han ville læse sedlen.

På sedlen stod der, med en feminin håndskrift:
Hej...
Hvad laver du enlig her?
Det her er klasseværelset for folk der endnu ikke har udviklet en speciel kontakt til et bestemt element...
Har du heller ikke det?

Lissa så papirs kuglen lande på sit bord. Hun stirrede lidt på den, nervøs for svaret i den. Hun rakte ud efter den, men blev afbrudt af et på højhælede sko mod gangens hårde gulv.
Lissa's jadegrønne øjne søgte hen imod døren, og de nåede kun lige at skimte Ms. Karp's vilde røde hår og hendes venlige, men sindsyge øjne, inden hun tog hånden til sig.
Lissa kunne godt lide Ms. Karp, så derfor ville hun ikke starte timen med at sende sedler. Selvom den notat der lå foran hende, gav hende lyst til at kigge, lyst til at kende svaret, lyst til at lære mere om den fyr, der ikke mindst så godt ud, men som måske også var som hende selv. En outsider. En moroi der aldrig kom rigtigt i puperteten. Selvom Lissa faktisk havde et element, kendte ingen til det. Det mystiske var dog, at Ms. Karp, som heller ikke havde udviklet sig til at beherske et element, at hun var så interesseret i Lissa og Lissa's udvikling. Det gjorde hende en smule bange, men samtidigt, følte hun sig tryg sammen med Ms. Karp.
Dog brændte hun stadig efter svaret på papirs kuglen foran hende.

Lissa lod som om hun fulgte med i timen, for ikke at fornærme Ms. Karp. Hun sukkede og tog en blyant op fra sit penalhus. Hun sukkede igen og begyndte at tegne på sin blok. Krusseduller og sådan lidt. Indtil fyren der sad lidt fra hende overtog hendes tanker. Krussedullerne blev til noget der lignede grimme hjerter, hun ville ikke gøre sig umage, hvis en af de andre nu så det, eller hvis Ms. Karp nu ville se hvad hun lavede. Lissa's jadegrønne øjne søgte hen imod fyren igen. hun sad lidt og kiggede på ham, betragtede ham imens han tegnede et eller andet. Hun smilte stille for sig selv og havde sådan en lyst til at se hvad det var han tegnede.
Klokken ringede. Lissa fik det største chok hun nogensinde havde fået. Hun samlede sine ting sammen og ventede på at de andre fra klassen gik ud, før hun gik hen til fyrens bord. Hun stod lidt og kiggede ned på ham. Hun rømmede sig kort.
"Undskyld mig, mit navn er Vasilissa... eller Lissa... Men hvad er det du tegner?" sagde hun med en smule nervøs klang i stemmen. *Woow... drengen er jo endnu flottere på tæt hold!* tænkte hun modvilligt, og håbede inderligt at hendes beundrende blik ikke var alt for tydeligt i hendes øjne.

Lissa lagde hovedet en smule på skrå og kiggede nervøst ned på tegningen. Hun var i tvivl om hvordan hun skulle reagere på den. Den var så smukt tegnet at hun ikke troede på at det var hende han havde tegnet.
"Wow... du er virkelig god til at tegne" sagde hun lavt, men stadig højt nok til at han kunne høre det.
"Hej Jamie... Det er også rart at møde en der ikke har fundet sin magi, som ikke er under 13 år" sagde hun med en lille latter i stemmen. Hun kiggede på hans øjne, nærmest tryllebundet af dem. Hun kunne ikke lade være med at lade et lille smil glide hen over hendes læber.
Hun slog blikket ned og rødmede en smule. Hun rømmede sig og kiggede på ham igen. "Skal vi følges ud til skole gården?" spurgte hun så med en lille lav og skrøbelig stemme, bange for at blive afvist så hurtigt.

Lissa skulle til at gå hen imod døren da hun hørte ham snakke. Hun vendte sig om mod ham, dog kom hun liiidt for tæt på, og hun stødte nærmest ind i ham. Hun kiggede op på ham og smilte meget svagt.
"Hvad var det du sagde?" hviskede hun lavt og hun kunne mærke hvordan hendes hjerte satte farten op, på grund af hans nærhed.

Lissa vidste godt at han ændrede på det han lige havde sagt, men hun lod som ingenting. "Og hvilken situation er du så i?" spurgte hun stille, da hun ikke var helt sikker på hvad han mente, det med at hun 'ingen magi havde' eller noget helt andet.
Hun kiggede på hans ansigt, dog uden at se ham direkte i øjnene. For det turde hun ikke. Hun frygtede at hun ikke ville kunne holde masken længere...

Lissa smilte stille. Hun vidste godt at hun var anderledes, og hun vidste godt hvorfor. Hun havde bare fået at vide at hun under ingen omstændigheder måtte sige det til nogle. Så ville de komme efter hende.
Hun lagde en hånd på hans skulder, for at han ikke skulle læne sig væk fra hende igen. Hun nikkede stille "Ja jeg har..."

//Kan du ikke prøve med lidt mere? //

Lissa kiggede på ham, en smule forvirret over hans spørgsmål. "Jeg kan se dig?" sagde hun så logisk hun nu kunne... "Jeg ser to øjne, en næse en mund" hun smilte lidt over det hun sagde og lænede sig ubevist en smule ind mod ham. "Jeg ser en, der virker som en meget interasant person" afsluttede hun så og kiggede op på hans øjne og smilte stille. Hun havde lidt svært ved at koncentrere sig om det der skete, men hun var ret så meget lige glad. Hun følte sig godt tilpas sammen med Jamie. Måske lidt for godt.

Jamie smilte stort og så hende i øjnene "Det var nu ikke helt det jeg mente,men okay" Han sagde det roligt og nussede kort hende kind og smilte blidt. Han viste ikke hvordan han skulle forklare det på en anden måde, såhan lod bare være. Han var stadig ret tæt på hendes andsigt med sit. Han smilte roligt og viste ikke helt hvad han gjore lige nu.

Lissas hjerne gik i sort. Han var så tæt på hende nu, så hun kun liiige behøvede at stille sig på tær eller hurtigt 'komme til' at læne sig ind mod ham og 'tilfældigt' ramme hans læber. Så tæt på. Og alligevel så langt fra.
Hun trak vejret en smule ujævnt da hun lukkede øjnene og lagde sin pande mod hans. Ganske forsigtigt, hvis han nu ville trække sig væk fra hende.

//Det okay... Bare husk at du ikke må spille Powerplay //

Lissa sukkede da hans læber mødte hendes. Hun trykkede sig blidt ind imod ham og holdte ham om halsen med den ene arm og havde den anden hånd liggende på hans skulder. Hun blev så overvældet af følelser i det øjeblik at hun blev helt forvirret over sig selv. Glæde, tvivl, nydelse og frygt fyldte hende på skift og på forskellige planer. Det var til at blive tosset af.