Bare fordi vi er små, betyder det ikke at vi ikke er lige så meget værd... ~Clary

Sted: Underskolens store sal.
Tid: efter skole, ca. klokken 03
Vejr: skyfrit, stjerne klart og månen er fuld.
Årstid: Forår
Påklædning: Se profil billed for blusen. Bukser: et par lyseblå cowboy bukser. Sko: Mørkeblå Converse.

Vinden ruskede forårs blidt i træernes kroner, som for at byde de nye knopper og blade velkommen til dette års blomstring. Lyden af larmende moroi og dhampire ødelagde det rolige øjeblik mellem en Moroi, ved navn Daniel Zeklos, og træerne udenfor vinduet han kiggede ud af.
Daniel sukkede en smule fustreret. Han nød at stå i sine egne tanker og betragte naturen gå sin gang, og se vinden blæse. Måske fordi han slev var Luft moroi? Han vidste det ikke. Men det ændrede ikke det faktum at han nød det.
På trods af at Daniels storebror også gik på skolen, hjap det ham ikke med at få venner. Det var bare ikke noget han havde let ved. Selvom han gerne ville være åben og snakke med alt og alle, holdte folk ham udenfor. Det var underligt, mente han selv, for han havde jo ikke gjort noget galt vel? Eller havde han? Han vendte sig om mod vinduet igen og kiggede ud af det. Gid nogle ville snakke med ham, uden af have været tvunget til det.

Et par hurtige skridt hørtes ikke langt derfra, imens lyden fra en utoldmodig mumlen forklarede hvad denne person ville. Det var en Dhamir, udentvivl om det. Hendes menneskelige former var ikke svær at tage fejl af, men sammentidig var hun heller ikke fed. Hendes hår havde en flot brun farve, som hverken kom fra hendes far eller mor.. Øjnene lyste klar blåt, ud fra den grønne tophue hun bar. Øjnene søgte noget at tage fat i, en eller anden at støtte sig op af. Da hendes blik faldt over den.. Drømmende dreng? Hun trak på skuldrene og smilede imens hun satte over mod ham, med raske skridt. "Øhm.. Hej?" Hun så på ham bagfra og blev på en måde facineret over ham, ikke på den ulækre og forfølgeliske måde. Hun syntes bare at der var et eller andet over denne lille dreng, et eller andet hun kunne måle sig selv med.
Hendes tankerække lå nok mest på at han så så alene ud, som om at han manglede noget. Men alligevel?
"Jeg.." *Selvfølgelig, selvfølgelig glemmer du hvad du skal sige, lige i øjeblikket!!* tænkte hun dumt til sig selv, inden hun så åbenbaring-agtig ned på sit papir i sine hænder.